Karriere på 37 timer?

Jeg har krydset en påstand nogle gange, når jeg har talt med andre kvinder.
Påstanden er, at det er muligt at gøre karriere på en 37 timers arbejdsuge. Det vil jeg gerne vide, hvordan man gør. For de perioder, hvor min karriere har bevæget sig allermest fremad, har jeg prioriteret det, knoklet som et bæst og ikke lavet andet.

Så 37 timers arbejdsuge-typer, hvordan gør I det? Det kan ikke være prioritering i arbejdsopgaver og uddelegering det hele.
Jeg har for eksempel en begrænsning i, hvad der kan uddelegeres. 

Ret til både mor og far

Jeg linker lige til et debatindlæg i Politiken. Debattørerne plæderer for, at vi tager barnets ret til både en mor og en far med i beslutningsgrundlaget ved skilsmisse. Jeg kunne ikke være mere enig.

Man ejer ikke sit barn. Forældrene er bare nogen, der skal sørge for, at de har det godt. De er ansvarlige omsorgsgivere, ikke børneindehavere. Og den opgave løses bedst i fællesskab af mor og far.
Det kan de fleste godt finde ud af.

Og det er vores børns ret.

Basta.

Ja selvfølgelig, jeg er jo vild med dig

Jeg har syndet. Jeg har gjort noget, man aldrig, aldrig skal gøre med sin nye kæreste. Jeg gjorde ham til min eksmand inde i mit hoved. Jeg har gjort min dejlige, nye kærest til en nederen type, der lader mig tage hovedansvaret for alting.
På trods af, at ham den søde faktisk formår at gøre mig lykkelig, hvilket ikke lykkedes for min eks.
På trods af, at jeg aldrig er alene, når bare Jakob er med. I modsætning til mit ægteskab, hvor jeg altid følte mig alene med det hele.
På trods af, at jeg vågner op ved siden af Jakob, og synes jeg har vundet i et meget stort og vigtigt lotteri, hvilket jeg ikke længere kan huske var tilfældet med min eksmand.
På trods af, at der er en ny, stor følelse inden i mig, der gennemsyrer alt, og bliver ved at vokse inden i mig. Det er kærligheden, og jeg håbe, at denne gang bliver det rigtigt.

Så har jeg alligevel forbehold, når det kommer til at bo sammen med Jakob, og måske endda få et barn med ham. For jeg kan godt se, at barnet er et kæmpe ønske hos ham. Og jeg tror, vi ville være gode til at bo sammen. Jeg tror oven i købet, at de her ting godt kunne komme til at gå godt. Rigtig godt. 

Men en del af mig er bare skidebange. For hvad nu, hvis jeg ikke har ændret mig nok, og fucker endnu et forhold op, det sekund, jeg bliver mor til et fælles barn? Jeg har brug for en vis mængde frihed, skal jeg så bare give køb på den til fordel for fem år til i børne-arbejdslejr? Hvad nu, hvis jeg bliver alene med det hele? Det vil jeg ikke. Tør jeg overhovedet tro på for evigt, efter det jeg lige har været igennem? 

Jeg har talt med Jakob om fælles bolig, fælles barn. Han vil være en fantastisk far, det vil være en skam ikke at bruge alle de førsteklasses gener, han slæber rundt på, til noget. Han er generøs, tålmodig og kærlig. Og sjov og klog. Og han har en dejlig familie, der bakker ham op og er skide søde. Jakob ville have min ryg, og de ville have hans. Jeg har hans ryg, det er jo sådan, det virker.

Intet af det her skulle ske imorgen. Det ville få sin tid, og mine piger ville få så meget plads, de ønsker, i det. 

Og alligevel er jeg skræmt fra vid og sans. Men når vi taler om det, bliver jeg bare glad inden i, og vil gerne det hele. Jeg elsker Jakob. 

Efter skilsmisse nr. 1 er der en vis galskab i det her. Så hvis nogen finder min sunde fornuft, må de gerne tilbagelevere den.