Curing the Boyfriend Blues

Som man nok kunne fornemme ud fra mit indlæg i går, havde jeg den onde, onde boyfriend blues. Jeg prøvede at kurere den med indkøbsterapi.

Måtte konstatere, at StineStregen har ret.

Det hjælper kun i meget kort tid.

Der var tårer. 

Menstruation er om en lille uge. Så går det vel for pokker over.

Ham den søde?

Altså, jeg har jo mødt denne her mand. Jeg har kendt ham et halvt års tid. Det er masser af kys, god mad, og fantastisk sex. Og en at se Deadline sammen med. Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide ham. Han er helt vildt, fantastisk dejlig, og jeg vil bare gerne have ham i mit liv. Han passer ned i stort set alle de kategorier, hvor jeg har ultimative krav til en kæreste.

Undtagen to.

Han har aldrig sagt at han holder af mig, og han vil ikke møde mine børn.

Når jeg siger til ham, hvor vild jeg er med ham, kommer der ikke en lignende tilkendegivelse af hans affektioner for mig retur. Nej, jeg får bare at vide, at jeg har dårlig smag. Jeg begynder at tænke, at han måske slet ikke er særligt vild med mig. Måske er jeg bare tidsfordriv. Det var også fint et stykke tid. Men nu, hvor jeg har alle symptomer på forelskelse, gør det bare ondt. Gid han ville sige noget. For jeg kan jo mærke, at han er glad for mig.

Det gør ondt, at han ikke vil møde mine børn, men hele tiden smyger sig uden om. Det gør ondt, fordi han snakker om selv at få et barn. Med mig, måske. Og det gør mig bange, for hvad nu hvis jeg pludselig en dag står med en lille dreng på armen, der ligner Dan Turéll, og ham den søde så opdager hvor urimeligt hårdt det er at have småfolk, og fordufter. Hvis han er seriøs omkring et barn, må han lige prøvekøre livet som noget der ligner far, og i det mindste lære de børn, jeg har i forvejen, at kende. For de hører med. Han kan ikke kun vælge mig.

Jeg kan ikke lave ham om. Vil heller ikke. Det vil bare være en skam at skulle give slip på noget, der har været så godt.
Lige ind til nu.
Hvor det gør ondt.

Hvorfor er det nu lige, jeg skal sige undskyld?

Undskyld er et godt ord. Undskyld kan måske skaffe dig tilgivelse, hvis du er kommet til at gøre noget virkelig dumt, der har såret nogen. Men det gør ikke det gjorte ugjort, som Lars Løkke også har måttet sande. Og det er bestemt ikke et ord, der skal misbruges.

Nogen gange siger man bare undskyld for at få fred. Men hvorfor egentlig det? Hvis jeg nu ikke har gjort noget galt? Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at sige undskyld til min eks for at være gået. Skulle det være en valid undskyldning, ville jeg jo være nødt til at fortryde først.
Jeg vil heller ikke undskylde, at jeg har valgt på de måder, jeg har.
Jeg vil ikke undskylde for, at jeg har valgt en karriere, der udfordrer mig hver eneste dag.
Jeg vil ikke undskylde for at ligge i top 20% for så vidt angår IQ. Jeg har målt den engang, og hver gang jeg fortæller om det, slutter sætningen med: ... men jeg kan ikke parallel-parkere. Hvorfor siger jeg det? Ja, jeg er ret godt begavet. HUR-fucking-RA! Det gør mig naturligvis ikke bedre end andre mennesker, bare lidt anderledes. Det er lidt ligesom at være rødhåret, ekstraordinært smuk, eller at have skæve tænder. Det er ikke noget jeg skal undskylde for.
Jeg skal heller ikke undskylde, hvis jeg en dag får mange penge. Hvis jeg bliver så heldig, er de ikke kommet flyvende ind af vinduet sammen med en flok stegte perlehøns i skysovs. Jeg kommer til at knokle for dem. Det er ikke fair, hvis jeg så oven i købet skal undskylde.

Men nogen gange er man nødt til at sige undskyld til folk, som er blevet misundelige på en. Og der kan jeg kun beklage.

En weekend rigere

De kom, de så, de væltede lejligheden.

Mine tøsepiger og jeg har rigtig hygget os. Den store er 12, og har et veludviklet shoppe-gen. Vi skulle have vinterstøvler. Det fik vi. Og træningstøj til både hende og den yngste. Og trænings-bh'er, man er jo kommet i den alder.
Jeg skulle ikke have noget, det var kun pigerne, der fik. Og hver gang jeg er i et storcenter, forbløffes jeg over den iver, hvormed vi kaster os ud i at købe ting, som dybest set er unødvendige. Gider nogen for eksempel forklare mig, hvad jeg skal med et par peeptoe-stilletter nu?! Det er oktober, for freaks sake. Det er for koldt til åben tå. Men alle de fede stilletter har åben tå for tiden. Og de er alle vegne. Og jer vil have en ti-tolv par. Men riget fattes penge.

I dag har vi ingenting lavet. Jeg var nede i mosen og smide kæppe i vandet med den yngste, mens den store sad limet til tredje sæson af Glee. Da vi pakkede sammen i eftermiddag, lignede lejligheden en krigszone. Nu har jeg taget opvasken, ryddet op og kogt hønsekødsuppe. Nu er her beboeligt igen. Det er rigtigt hyggeligt med pigerne her. Men hold nu op, hvor de roder.

Det er noget dejligt rod. Og så snart de var ude af døren, savnede jeg dem igen.

Børneweekend

Så er det endelig fredag, og jeg skal være sammen med mine børn. Hele weekenden. Jeg glæder mig som en femårig lige før juleaften.

Jeg oplevede så sent som denne morgen, at der er nogen, der ikke ville vælge, at jeg gør. Jeg har selv valgt, at mine børn skal bo hos deres far. Han er blevet i det hus, jeg er flyttet ud af, og der er ingen fornuftig grund til at rykke pigernes liv med skole og venner op med rode. Så derfor er de også blevet i huset. De har det godt. Jeg har det godt, og savner dem meget mindre end jeg frygtede. Min eksmand har det også godt. Huset skal sælges, men min eksmand vil gerne blive ude på landet, hvor de bor. Jeg har villet til byen de sidste 10 år. Nu er jeg her endelig.

Men tilbage til den her uudtalte misbilligelse. Man bliver lige målt med elevatorblikket. Nå..., siger den person, man fortæller om de dejlige børn, man skal være sammen med hele weekenden. Og så siger vedkommende ikke mere, men kigger en ekstra gang, med medlidenhed i øjnene.
Så vågner råbenissen, og den er ond i sulet. Råber ad mig, at jeg er en lortemor, sådan at forlade mine børn. Det er ikke en rar nisse, og den er fuld af løgn.

Der er ingen grund til at have ondt af mig. Jeg har selv valgt det her. Jeg er god til at være mor, når jeg endelig er sammen med mine døtre. Alt er godt. Vi trives. Det er meget bedre, end da jeg boede med pigernes far. Situationen er tryggere nu, hvor den er afklaret. Jeg er lykkedes med at sætte mine behov på bagsædet. Jeg tager vare på, hvad der er i mine børns bedste interesse.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at der ikke er flere weekendmødre. Jeg har kun mødt een eneste, ud over mig selv. For det her virker.

Men så igen, mine valg er ikke rigtige for andre end mig. Jeg kan til gengæld ikke rigtig bruge brugte valg. De tilhører allerede nogle andre.

Svarte Piet - hvad nu hvis man bare gerne vil hjælpe?

FN vil gerne af med Julemandens lille hjælper i Holland, Svarte Piet. Det skriver Politiken.

Jeg synes, det er godt gjort. Bare fordi man har en vis farve, må man ikke være hjælpsom og god ved børn? Kun de hvide nisser må hjælpe Julemanden?

Hvad nu hvis der er tale om en fjern fætter til Kofi Annan, der føler, der er noget han skal leve op til? En rar, rar fyr med kulørte gener, der bare gerne vil hjælpe nogen børn?
FN kan da ikke være bekendt at lægge sådan et godt menneske - eller en god nisse - hindringer i vejen. Nej, der må Verdenssamfundet støtte op. Hvor er Unicef i denne sag? De burde forsvare alle børn der tror på Julemandens ret til en gave. Måske endda sponsere udstyr til sikker natteflyvning, så de to kommer sikkert frem.

I øvrigt, hvis man billedgoogler Kofi Annans fætter, får man et fint portræt af Naser Khader.
Er Naser Khader i virkeligheden Julemandens medsammensvorne?

Mail til IT-afdelingen

Hej med jer

Mine fede dukkefingre har trykket p[ et eller andet, og nu er ae, oe, aa og sp’rgsm[lstegn erstattet af;’[ og _.

Hj;lp.

Venlig hilsen

Weekendmor

_____________________________________________

Griner så højt af mig selv, at tårerne triller. Der var naturligvis tale om fejl 40.

Jeg vil også have en pæn kjole

Jeg kører tit igennem Nørrebrogade med bussen. Der ligger masser af kjolebutikker i Nørrebrogade, og her i det tiltagende mørke efterår får jeg gevaldig lyst til at købe en af dem. De er så flotte, med pailletter og broderier strøet ud over det blanke silkestof, og i stærke farver. Der er guld på. Og de er helt til gulvet. Jeg vil have en. De er fantastiske.
Men jeg står aldrig af bussen og køber en. For der, hvor jeg kommer, bruger man ikke den slags store skrud.
Det er så fjollet, at jeg stopper mig selv. Jeg stopper mig selv, fordi der sidder en lille, forudindtaget nisse bagest i min hjerne med en råber. Og skriger ad mig, at jeg slet ikke går til nok muslimske forlovelsesfester til at købe sådan en kjole. For jeg har været til en engang. Og selvom jeg havde givet fuld gas på beklædningen ,var jeg nærmest underdressed.

Det er så nu, jeg får lidt tics over mig selv.

Jeg tror, jeg skal kneble min indre småracistiske råbenisse, og smide ham i fangekælderen og sluge nøglen. Jeg bruger da ellers alle for hånden værende undskyldninger for at tage en pæn kjole på.
Hvem siger, at jeg ikke kan være håbløst overdressed, næste gang, jeg skal ud? Der er jo den der ekstravagante nytårsfest, og jeg mangler faktisk en kjole.

Er der længe til? Neeej, da. Og hvad skal der nu være galt i at være lidt fremme i danseskoen?