Legetøj til alle søde børn

Jeg fik forvildet mig ind i en legetøjsforretning forleden, i panisk søgning efter den perfekte julegave til familiens mindste. Og svingede til den forkerte side.

Så langt øjet rakte var der blåt og grønt. Biler, lego, actionmænd, legetøjssværd og togbaner. Det var tydeligt, at jeg skulle være gået over i den anden side af butikken, hvor alt var yndigt og lyserødt. Og så var det, jeg kom til at tænke på noget, jeg har læst et sted. At der ganske rigtigt findes pige- og drengelegetøj, men grænserne er vide. For hvis der ikke kræves kønsdele for at anvende himstergimsen, kan man ikke tale om pige- eller drengeting. Og hvis der kræves kønsdele til brugen, er der slet ikke tale om legetøj til børn.

Sidste år fik min datter en gang Flexitracks. I år blev det noget med heste. Jeg gider ikke, at industrien skal begrænse min datter i, hvad hun skal lege. Hvis hun begrænses i sin frie leg og fantasi, begrænses hun også i sit tankesæt, og ultimativt i sit valg af livsstil og arbejdsfelt som voksen. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvis jeg var rig, skulle hun have Lego Mindstorms. Måske er det overkill til en seksårig, men hun er så kreativ.

Forelskelsen

Jeg er blevet korrekt introduceret for ham den sødes mor. Jeg er blevet en del af et vi igen. Vi besøgte hende i går, og hun er den sødeste dame. Hun er formentlig et sted i tresserne, men man mærkede ikke forskellen i alder mellem os. Ham den sødes mor er lige så skøn som min, hvilket er en meget stor kompliment, for min mor er absolut fucking awesome.

Jeg er til op over begge ører forelsket i ham den søde. Mit hjerte synger hans navn, nu hvor jeg tør lukke det op. De gode dage starter med, at jeg vågner ved siden af ham. Jeg håber på mange, mange flere. 

Jeg tænkte aldrig rigtig, at min plads var hos nogen mand. Jeg troede ikke at det var mig forundt at have den her jublende lærke af et hjerte til at blafre og slå triller i mit bryst af bare lykke. Min plads er hos ham den søde. Jeg beder til, at jeg kan gøre ham lige så lykkelig, som han gør mig.

Jeg lover, at jeg gør mig umage. 

Større tilbagefald for mænd end kvinder i kriminalitet - hvorfor?

Ifølge Politiken begår en mænd, der er løsladt fra fængslet i 2009, meget oftere ny kriminalitet, end kvinder, der er i samme situation. Særligt yngre mennesker risikerer at havne i ny kriminalitet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det er. Er der nogen, vi som samfund ikke har formået at give de færdigheder, der skal til for at klare sig i tilværelsen? Hvad kan vi gøre, så man ikke vælger igen og igen at berige sig på andres bekostning for at opnå et udkomme, eller igen og igen skade andre mennesker?
Er det ikke netop det, der gør den almene dannelse i Folkeskolen så vigtig? Og viser det her ikke netop, at systemet elsker de flittige piger, og sætter de larmende drenge, der ikke kan sidde stille, til side? Her har vi konsekvenserne, malet lige op i fjæset. Der skal også nok være nogle af dem fra samfundets bund, der havner i den triste straffet flere gange-statistik, fordi vi ikke kunne lære dem kompetencer, de kunne leve af. Jeg har ikke statistik, der underbygger dette, men det er min antagelse.

Det lyder godt nok som noget venstrefløjs-ævl, kan du tænke. Det må da være forældrene, der opdrager deres børn til gode samfundsborgere. Det kan ikke være samfundets opgave. Det kan der være noget om, og det fungerer også i de fleste tilfælde. Men hvis det, du lærer hjemme er, at det er OK at stjæle, snyde og opføre dig voldeligt, og offentlige ydelser er en fin levevej, hvad er det så, du kopierer?
Der skal resten af os vise vores værd, og tilbyde den bedst mulige folkeskole som alternativ til underklassens hutlen sig igennem. Det har de måske selv valgt, det har man ret til som menneske. Men det er ikke rentabelt for et samfund, og vi skal tilbyde et alternativ.

Vi skal både som forældre og som samfund tænke grundigt over, hvad vi gerne vil give videre til nye generationer.

Så er der julefrokost - skål!

En af mine yndlingsting ved bureauet er, at vi sat'me kan holde en fest. De bedste bliver, når man ikke har forventet noget særligt, og egentlig bare skal have et par enkelte og en god, lang snak. Man bliver klogere og klogere i løbet af aftenen. De fester ender gerne med, at man råber og skriger, danser på bordene, og bliver upassende beruset.

Så det er forventningen til aftenen. Jeg har brugt aftenen i går på at lægge tre lag rød, sparkling neglelak. Den er rigtig fin. Jeg glæder mig.

Jeg er nok lidt af en pyntedukke, men hvis jeg overgør det, så tør jeg næsten ikke røre mig af frygt for, at håret pludselig sidder forkert. Så det gør jeg ikke i dag.

Jeg er lidt småfeministisk anlagt. Nogen kan derfor finde det pudsigt, at jeg bruger en hel aften på tre lag neglelak, og trækker i kort kjole og stilletter. Duller mit lange, lyse hår op. Jeg er jo feminist, og bør gå i øko-tøj og hæklede trusser, mens jeg råber ukvemsord efter mænd.

Jeg går ikke i hæklede trusser. Jeg kan godt lide mænd, der er mine ligeværdige, og behandler mig som sådan. Og så kan jeg godt lide at gøre mig umage med mit udseende for min egen skyld. Fordi det føles godt. Og fordi jeg godt kan lide den anerkendelse, der ligger i at blive kigget lidt på. Jeg kan jo bare kigge igen. Vender mig gerne på gaden efter en lækker mand, så jeg kan se, om han også er pæn bag på.

Det er et spil, der findes mellem menneskedyrets han- og hunkøn, og som vi ikke må slå ihjel med misforstået ligestilling.

I aften spiller jeg spillet. Og det bliver fantastisk.

Ramt af julehumør

Jeg er alligevel kommet lidt i julestemning, efter jeg fik adventskransen op. Jeg elsker stearinlys. Jeg har tit et par tændt, når jeg er hjemme, sådan bare for hyggens skyld. Og særligt nu, hvor det er mørkt og koldt hele tiden.

Jeg elsker også alle juletræskæderne, der lyser op i decembermørket. Så er det liiige til at holde ud.

Der er en hel masse fine i bunden af denne artikel. Sådan noget SKAL være smagløst. Jo værre, jo bedre.


kilde: http://www.bt.dk/nyheder/laesernes-julelys

Og så dømmer jeg jo alligevel selv på udseende

Se godt på denne mand. Se ham dybt i øjnene.

Og fortæl mig så, om du er tryg ved ham.

For jeg er scared shitless. Der er noget ved hans ene øje, der får de små hår i nakken til at rejse sig. Og så hans politiske tilhørsforhold. Og han er borgmester i min by.

Kropsdelstyven - er stumperne mere værd end hele pakken?

For et par år siden rundsendte vi vittigheden om  kropsdelstyven.
Vi grinede højt og længe. For hvor var det fjollet. Man kan jo ikke erstatte en røv med en andens. Men jeg griner ikke rigtigt længere, for vittigheden er udtryk for en tendens, jeg ikke bryder mig om. Vi skal sku være så perfekte, os kvinder, hvis vi skal være blot acceptable. Det tror vi i al fald. Vores teenagepiger køber illusionen og sulter sig. Nogen gange til døde. Vi træner, skrubber, smører, makeupper. Vi får skåret og suget og løftet kropsdele i et væk. Og hvorfor? Er vores mere eller mindre perfekte bryster, læber, ben, numser, mere eller mindre flade maver virkelig mere værd end hele pakken er?

Er vi virkelig som kvinder blevet reduceret til enkeltdele? Har vi så ikke en gang en hel krop mere? Og hvad sker der lige for 'problem-områder'? Jeg er da mere end cottage cheese på lårene og poser under øjnene. Jeg er en økonomisk begavelse, der tilfører min virksomhed værdi ved at tælle vores bønner og kategoriser dem korrekt. 
Hvad sker der lige for, at man vælger at kommentere Hillary Clintons ankler, der angiveligt  er kraftige? Må man ikke godt have det, når man er tres, og i øvrigt en af sin nations største politiske begavelser? Hvad med sideboobs, hvorfor er det nu interessant? Jeg vil da heller opleve, hvad disse skønne amazoner på den røde løber kan, end jeg vil se deres antydning af et bryst. Og hvad med hele pakken og de indre værdier? Er der ikke værre ting, man kan være, end tyk og grim? Ondskabsfuld og overfladisk, for eksempel? Eller dummere end bølgepap i regnvejr?

Skal vi så bare være sure og degradere vores dejlige, vittige, kærlige mænd, der tager sig af os og i det hele taget har vores ryg, til kropsdele, bare for at tage hævn? Har ikke sixpack og stram røv - duer ikke - væk?
Nej, det skal vi ikke. For det er ikke kun mændene, der gør det her. Det er os. Kvinderne. Imens vores kloge veninde, der magter mand, børn og et karrierejob lige vender ryggen til, er der altid en, der lige skal kommentere hendes hår. Eller bukser. Eller trætte, tørre hud. Vi kamp-hader de kloge, taler grimt om dem og os selv, som jo heller ikke kan leve op til de høje standarder, vi sætter. Og så kamp-hader vi os selv. Og for at få det lidt bedre, så fortæller vi lige alle andre, hvor forkert de lever deres liv, hvis de har valgt noget andet, end vi har. Skønne, spildte kræfter. Tænk, hvad vi kunne GØRE, hvis vi brugte energien konstruktivt i stedet.

For sådan virker det jo ikke. Vi er hele kroppe, hele mennesker, hele liv. Alle sammen. Og man opdager det først, når man er blevet voksen, og den værste usikkerhed har lagt sig. Og man opdager, at alle er perfekte, når de har været en tur gennem Photoshop.

Så jeg træner ikke for lækre lår og eliminering af topmaven og mormor-armene. Ikke kun. Jeg træner primært for et langt og sundt liv, hvor min krop er en medspiller, fordi jeg bruger den efter hensigten. Min hele krop er vidunderlig, og kan alt muligt. Og det bedste i den er hjernen.

Medbring gerne enhjørning

I Polensgade må man ikke henstille sin cykel op ad muren til nr. 38.

Anderledes stiller sagen sig, hvis du har taget din enhjørning med...

Upåklagelig immunitet

Aldrig mere halsbetændelse  - drik Froosh!



Vær dog særligt opmærksom ved bestikkelse og besøg hos mindreårige prostituerede.  Mango får dig ikke ud af fængsel.

Billedet har jeg lånt på epn.dk.

Semi-seriøst

I dag vil TO mænd, hvoraf den ene er rigtig dejlig, og den anden er hans bedste ven, lave mad til mig. Det er forkælelse på et højt plan, og det er også første gang, ham den søde introducerer mig for en af hans venner.

Så selvom det er november, fem grader og småregner, så skinner solen inden i mit hoved. Ikke ulig denne augustdag, hvor det var mine polkaprikker, solen skinnede på.

Radio fucking soft

Nu har jeg forsøgt mig med at høre julemusik i et kvarters tid, og det er smertefuldt. Ikke fordi der er tale om mere elendig julemusik end sædvanligt, men fordi det begynder at gå op for mig, at der bliver ret tomt i den lille lejlighed, når her ikke er nogen lækkertøser at hygge om. 

Øv, hvor er det nederen. 

Jeg elsker ellers jul. Men lige nu har jeg mest lyst til at spole hen over december, og fortsætte afspilningen ti dage inde i januar. Jeg tror lige, jeg lægger mit fokus et andet sted. På to lækkertøser, der skal igennem den første jul, hvor mor og far ikke er sammen. 

For det her handler ikke kun om mig. 

Pist

Og væk er de, gået med deres far, som de har savnet, ned på spor otte og hjem til forstadsidyllen. 

Det er nu, jeg savner de små terrorister. Mens jeg stadig har duften af deres hår i næsen, og der bare er to uger, til jeg ser dem igen. 

Det er godt, at jeg savner. For som en klog kvinde engang lærte mig, så betyder det, at man savner nogen også, at man elsker dem. 

Godt, at jeg skal ligge i ske med ham den søde i aften. Jeg er lidt grådlabil og trænger til at blive holdt om. 

Afløb for overskud

Jeg er en af dem, der gerne laver mad, og helst til dem jeg elsker. Så da der kun var mug tilbage i posen med boller, kunne jeg da lige bage nogle nye. 

Nu er ovnen alligevel varm. Så vi skal da lige lave nogle hurtige småkager også. 

Den store er gået om kuld. Det er ret hårdt at være næsten teenager. Den lille tegner og leger med bogstaver. 

Alt er godt. Jeg elsker virkelig, når pigerne er her. 

So going back

Da mit ægteskab til sidst bukkede under, tog jeg en uge til Paris for at hele mit hjertes skrabede knæ. Det virkede. Lige så vidunderlig Paris er, når du er forelsket, så trøstende er den, når du lider af knust hjerte.

Jeg boede på Montmartre, lige i bunden af bakken. Der er lidt skummelt, men rigtig hyggeligt. Ude foran hotellet stod der hver aften en flok nordafrikanske unge mænd og snakkede og røg cigaretter. Og henne på hjørnet lå tre barer med køkken, så hver aften var en fest, hvis det var det, man var til. Jeg ville helst gå lange ture og læse bøger. Og drikke espresso.

Og så er det, jeg læser dette her indlæg om det hood, og nu vil jeg tilbage.

Gid jeg havde råd til flybilletten.

Alt er godt

Og så sprang man lige fra led tvivl til sammenfiltret tosomhed i dagevis. Pludselig er jeg ligeglad med, hvad ham den søde siger eller ikke siger. Jeg kan MÆRKE, at han er vild med mig. Og så var jeg nær røget med hjem til hans mor den anden dag, hvis ikke lige planlægningen var kikset.

Han får nu stadig angst i øjnene, når jeg snakker om, at han kan kigge forbi mens pigerne er der. Det arbejder vi på. Foreløbig har jeg sat det mål for mig selv, at jeg skal sige, at jeg elsker ham inden jul.

Nogen andre, jeg elsker, er mine lækkertøser. De kommer i weekenden, og jeg glæder mig. Den store skal til fest i idrætsforeningen fredag, så vi spiser hos min eksmand lørdag, og så tager jeg hjem med dem der efter. Jeg skal også have hentet min del af julepynten. Ikke fordi det er vigtigt, det er bare mine ting.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af at jule, når jeg ikke har nogen at jule for. Ingen at lave julekalender til. Ingen at stopfodre med æbleskiver og klejner. Det er lidt mærkeligt. Jeg tænker, jeg finder en måde at gøre det på, der passer ind i den kontekst, jeg er i nu.

Nu kommer prinsesserne, så jeg tager lige denne her weekend først.

Alt er godt.

Og bedst som man troede...

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg skulle sige farvel til ham den søde, fordi jeg var mere forelsket i ham, end han i mig. Og så inviterer han mig til den første parmiddag med hans venner. 

Det er jo morsomt, at jeg kan køre mig selv der ud, hvor jeg bliver så bange, at jeg er lige ved at slippe noget godt, for at passe på mig selv. Og så er det ingenting. Bare råbenissen, der blev hørt.

 

Det er da altid noget, at jeg kan grine af det. 

Er alle mænd idioter, eller er det kun ham her?

Ham den søde sætter tanker i gang. Det er en af de ting, jeg elsker ved ham. Men det er ikke nødvendigvis en god ting. For i går morges fik han sagt, at hans hensigter ikke er reelle, men primært går ud på at få mig til at skrige. Så nu er jeg pisse sur, sådan lidt på efterkrav. Jeg har lidt mere i klemme end bare sex.
Og jeg er jo idiot, jeg kan ikke finde ud af at kommunikere, at jeg vil have ham. Hele ham. Jeg bliver ikke lukket ind i hans følelsesliv. Og at han må tage hele mig, med børn og det hele, ellers eksploderer jeg.

Så jeg er egentlig i nogle overvejelser, om jeg kan blive ved med at knalde ham uden at miste den sidste rest af selvrespekt, når det er sådan her.
For indrømmet - det er god sex.

Jeg vil bare have mere.

Råbenissen synes, at det er min skyld. Feministen synes, han er et skvat, og jeg sagtens kan klare mig selv.
Det ville være lettere, hvis jeg ikke ville have ham helt så meget. Nogen gange er jeg bare blød og sårbar, og så gør sådan en idiot nas.

Vi

Jeg forundres over, hvordan du og jeg pludselig er vi.

Ham den søde og jeg var i Fakta i går. Den unge mand i kassen havde en samtale med ham den søde. I stedet for 'du' sagde han 'I'. Mig bekendt er ham den søde ikke royal, så der er ingen grund til at omtale ham i tredje person.

Griner stadig lidt.

Hvorfor egentlig 3

Mit kobberbryllup nærmede sig, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg ville gerne have lidt mere ud af livet end den plet græs og den mand, der var blevet mig givet. Det er nok kendetegnende for mig, at jeg altid vil forsøge at få mere. Af alting.

Min eksmand og jeg havde allerede een gang været igennem parterapi, så jeg vidste godt, hvor meget jeg skulle lave om på mig selv, for at mit forhold til eks'en kom til at føles rigtigt. Jeg havde ikke længere lyst til at lave om på mig selv. 

Jeg var smæk forvirret, havde det ad helvede til. Så jeg tabte fem kilo på ingen tid.

I stedet for at lave om på mig selv, gjorde jeg noget andet for at gøre mit privatliv udholdeligt. Jeg flirtede igen, når fyrene flirtede med mig, og fandt ud af, at jeg stadig var interessant - eller var blevet det igen. Det var skønt og livsbekræftende, men det var også virkelig dårlig stil og respektløst over for min daværende mand. Jeg var ham jo ikke utro som sådan, han havde allerede mistet mig følelsesmæssigt på det tidspunkt. Jeg opfattede ham som ligeglad, bare jeg trak månedslønnen hjem og skurede toilettet. Ingen af os havde bare sagt ordene endnu. Men det var stadig ikke i orden.

Vi levede parallelt et par måneder, og det var en fin måde at lade som ingenting på. Ind til den dag, hvor der var en af de her dejlige mænd, der begyndte at gro på mig. Så var det jo at jeg opdagede, at jeg i virkeligheden ikke var min eksmand utro. Jeg var illoyal over for mig selv. Den første og sidste, man skal være tro mod, er en selv. Og da jeg indså det, var jeg nødt til at slutte mit ægteskab. Jeg var jo også forelsket i en anden.

Hvorfor børnene ikke flyttede med mig?

Den ene vil helst blive i sin skole. Den anden er specialbarn, og skal ikke ind i specialtilbudene i Københavns Kommune, hvis der kan findes en bedre løsning.

Jeg elsker mine børn,så deres interesser er langt vigtigere end mit behov for at være sammen med dem. Jeg vælger dem først i deres liv. Som de sagtens kan leve, uden jeg behøver at stå og ånde dem i nakken hele tiden. De har den bedste far, der findes. Han har deres ryg.

Jeg er her nu. Det er et godt sted. Det er en direkte følge af, at jeg har taget mit ansvar på mig, og for første gang i årevis er tro mod den, jeg altid herefter vil lade tælle som nr. 1. 

Mig selv.

Hvorfor egentlig 2

Man siger, at universet nok skal fortælle dig, hvornår du er på rette spor. Når du er på vildspor, smider det først lidt grus, så småsten, så lidt større sten, og til sidst en mursten efter dig, hvis du ikke vil høre efter. I mit tilfælde ramte universet så mig lige i lillehjernen, og det blev en brat opvågnen.

Først var jeg taknemmelig for overhovedet at være i live. Jeg lever i ret højt tempo, men det kunne jeg pludselig ikke længere. Jeg ville gerne. Så da min eks bare forventede, at jeg da kunne gøre rent og hygge om ham under min sygemelding (jeg var jo hjemme alligevel), så gjorde jeg det. Han forventede bare at få alting serveret, og tog i virkeligheden ikke ret meget hensyn til mig.

På mit arbejde var de til gengæld fantastiske. Jeg kunne kæmpe mig tilbage i det tempo, der var rigtigt for mig, med hjælp fra en vikar. Så jeg kom igen. Det gør jeg altid. Og begyndte at arbejde mere og mere. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at være hjemme. Jeg skruede op for træningen med den undskyldning, at jeg jo skulle for at være stærk i min kernemuskulatur, og dermed undgå svimmelhed og dårlig balance. Da vi nåede til jul sidste år, brugte jeg alle undskyldninger for ikke at være hjemme. Jeg tænkte, at sådan her var der sikkert masser af mennesker, der havde det, og jeg bare skulle holde op med at pive. 

Fortsættes...

Hvorfor egentlig

Ham den søde spurgte mig om noget til morgen. Lige før vi skulle ud af døren, spurgte han mig, hvorfor jeg havde valgt at smide 15 kg og rejse fra mand og børn.

Det er et godt spørgsmål, og det svar, jeg gav, var på ingen måde fyldestgørende.

Jeg gjorde alle de ting, fordi jeg ikke var tilfreds. Jeg var ikke lykkelig nok. Med hensyn til min krop, så sneg alderen sig ind på mig i starten af trediverne. Jeg rundede 100 kg. Jeg blev bange. Jeg så min far, der har type 2 diabetes, få nogle ret klamme skinnebenssår, og så kom risikoen for selv at udvikle sukkersyge ret langt frem i min bevidsthed. 

Et par år tidligere havde den coach, jeg gik hos antydet, at jeg ikke tog ansvar nok for mit liv. Jeg besluttede mig for at bevise for mig selv, at hun tog fejl. Jeg ville af med kiloene. Jeg ville tage mit ansvar på mig.
Så det gjorde jeg. Lagde stilen om, og begyndte at træne. Efter at være kommet ind i en god gænge med lidt let konditionstræning et par gange om ugen startede jeg hos en diætist. Jeg begyndte at tabe mig. Jeg var lykkelig, hver gang der røg en tøjstørrelse. Eller bare 100 gram. Til sidst vejede jeg 90 kg, og tabte mig stadig langsomt, men der var stadig noget, der gnavede. Jeg var ikke rigtig glad nok.

I marts sidste år fik jeg så en blodprop.

Fortsættes...

Mother, dearest!

I dag er vi så hos min mor. 
Min mor var kvinden, der først begyndte at stikke til mig, da mit ægteskab begyndte at lakke mod enden, som maleren sagde, da han tabte fernis ned ad ryggen. Min mor stikker ikke til en på en ond måde. Hun er meget omsorgsfuld. Der ligger så utroligt meget kærlighed bag. Så når hun siger, at jeg blev alt for sød, da jeg begyndte at kæreste med min eksmand, når hun tvivler lidt på eksmands omsorgsfuldhed, når sygdommen rammer en, og det gjorde den jo pludselig, så siger hun jo ikke, at man skal noget bestemt. Men man tænker.

Min mor er kvinden, der åbnede sit hjem for mig, da jeg var gået fra min eksmand, og ikke havde noget sted at være med ungerne, når vi skulle have vores weekender sammen.

Min mor er kvinden, der tog mit vasketøj og passede mine børn, da jeg læste HD, og ikke havde tid til noget som helst. Hun evnede det, ingen andre kunne se, at jeg havde brug for. For jeg er ikke nogen superkvinde, og det kan min mor se.

Min mor er min confidante, mit rygstød, min frelsende engel. Hun er lavet af guld, og jeg elsker hende over alt på Jorden.

I dag skal vi være sammen alle seks søskende, både dem fra min fars første ægteskab, og os fire, der voksede op sammen. Naturligvis skal vi være hos min mor. Jeg har pigerne hos mig. Og jeg glæder mig.

Bolsjer?

Jeg hørte et gammelt Womack & Womack-nummer i radioen i morges, og kom i tanke om min ungdom. Jeg gik måske i femte eller sjette klasse. Engelsk var ikke min stærkeste side. Nede i Brugsen havde de Werthers Echte. Teadrops. Stor var forvirringen derfor, da Womack & Womack sang om Teadrops in my eyes. 

Jeg leder stadig efter det 'R', der blev væk. 

Der sidder en stor poet hos DMI

 

... og hun grinede og grinede og grinede...