Medbring gerne enhjørning

I Polensgade må man ikke henstille sin cykel op ad muren til nr. 38.

Anderledes stiller sagen sig, hvis du har taget din enhjørning med...

Upåklagelig immunitet

Aldrig mere halsbetændelse  - drik Froosh!



Vær dog særligt opmærksom ved bestikkelse og besøg hos mindreårige prostituerede.  Mango får dig ikke ud af fængsel.

Billedet har jeg lånt på epn.dk.

Semi-seriøst

I dag vil TO mænd, hvoraf den ene er rigtig dejlig, og den anden er hans bedste ven, lave mad til mig. Det er forkælelse på et højt plan, og det er også første gang, ham den søde introducerer mig for en af hans venner.

Så selvom det er november, fem grader og småregner, så skinner solen inden i mit hoved. Ikke ulig denne augustdag, hvor det var mine polkaprikker, solen skinnede på.

Radio fucking soft

Nu har jeg forsøgt mig med at høre julemusik i et kvarters tid, og det er smertefuldt. Ikke fordi der er tale om mere elendig julemusik end sædvanligt, men fordi det begynder at gå op for mig, at der bliver ret tomt i den lille lejlighed, når her ikke er nogen lækkertøser at hygge om. 

Øv, hvor er det nederen. 

Jeg elsker ellers jul. Men lige nu har jeg mest lyst til at spole hen over december, og fortsætte afspilningen ti dage inde i januar. Jeg tror lige, jeg lægger mit fokus et andet sted. På to lækkertøser, der skal igennem den første jul, hvor mor og far ikke er sammen. 

For det her handler ikke kun om mig. 

Pist

Og væk er de, gået med deres far, som de har savnet, ned på spor otte og hjem til forstadsidyllen. 

Det er nu, jeg savner de små terrorister. Mens jeg stadig har duften af deres hår i næsen, og der bare er to uger, til jeg ser dem igen. 

Det er godt, at jeg savner. For som en klog kvinde engang lærte mig, så betyder det, at man savner nogen også, at man elsker dem. 

Godt, at jeg skal ligge i ske med ham den søde i aften. Jeg er lidt grådlabil og trænger til at blive holdt om. 

Afløb for overskud

Jeg er en af dem, der gerne laver mad, og helst til dem jeg elsker. Så da der kun var mug tilbage i posen med boller, kunne jeg da lige bage nogle nye. 

Nu er ovnen alligevel varm. Så vi skal da lige lave nogle hurtige småkager også. 

Den store er gået om kuld. Det er ret hårdt at være næsten teenager. Den lille tegner og leger med bogstaver. 

Alt er godt. Jeg elsker virkelig, når pigerne er her. 

So going back

Da mit ægteskab til sidst bukkede under, tog jeg en uge til Paris for at hele mit hjertes skrabede knæ. Det virkede. Lige så vidunderlig Paris er, når du er forelsket, så trøstende er den, når du lider af knust hjerte.

Jeg boede på Montmartre, lige i bunden af bakken. Der er lidt skummelt, men rigtig hyggeligt. Ude foran hotellet stod der hver aften en flok nordafrikanske unge mænd og snakkede og røg cigaretter. Og henne på hjørnet lå tre barer med køkken, så hver aften var en fest, hvis det var det, man var til. Jeg ville helst gå lange ture og læse bøger. Og drikke espresso.

Og så er det, jeg læser dette her indlæg om det hood, og nu vil jeg tilbage.

Gid jeg havde råd til flybilletten.

Alt er godt

Og så sprang man lige fra led tvivl til sammenfiltret tosomhed i dagevis. Pludselig er jeg ligeglad med, hvad ham den søde siger eller ikke siger. Jeg kan MÆRKE, at han er vild med mig. Og så var jeg nær røget med hjem til hans mor den anden dag, hvis ikke lige planlægningen var kikset.

Han får nu stadig angst i øjnene, når jeg snakker om, at han kan kigge forbi mens pigerne er der. Det arbejder vi på. Foreløbig har jeg sat det mål for mig selv, at jeg skal sige, at jeg elsker ham inden jul.

Nogen andre, jeg elsker, er mine lækkertøser. De kommer i weekenden, og jeg glæder mig. Den store skal til fest i idrætsforeningen fredag, så vi spiser hos min eksmand lørdag, og så tager jeg hjem med dem der efter. Jeg skal også have hentet min del af julepynten. Ikke fordi det er vigtigt, det er bare mine ting.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af at jule, når jeg ikke har nogen at jule for. Ingen at lave julekalender til. Ingen at stopfodre med æbleskiver og klejner. Det er lidt mærkeligt. Jeg tænker, jeg finder en måde at gøre det på, der passer ind i den kontekst, jeg er i nu.

Nu kommer prinsesserne, så jeg tager lige denne her weekend først.

Alt er godt.

Og bedst som man troede...

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg skulle sige farvel til ham den søde, fordi jeg var mere forelsket i ham, end han i mig. Og så inviterer han mig til den første parmiddag med hans venner. 

Det er jo morsomt, at jeg kan køre mig selv der ud, hvor jeg bliver så bange, at jeg er lige ved at slippe noget godt, for at passe på mig selv. Og så er det ingenting. Bare råbenissen, der blev hørt.

 

Det er da altid noget, at jeg kan grine af det. 

Er alle mænd idioter, eller er det kun ham her?

Ham den søde sætter tanker i gang. Det er en af de ting, jeg elsker ved ham. Men det er ikke nødvendigvis en god ting. For i går morges fik han sagt, at hans hensigter ikke er reelle, men primært går ud på at få mig til at skrige. Så nu er jeg pisse sur, sådan lidt på efterkrav. Jeg har lidt mere i klemme end bare sex.
Og jeg er jo idiot, jeg kan ikke finde ud af at kommunikere, at jeg vil have ham. Hele ham. Jeg bliver ikke lukket ind i hans følelsesliv. Og at han må tage hele mig, med børn og det hele, ellers eksploderer jeg.

Så jeg er egentlig i nogle overvejelser, om jeg kan blive ved med at knalde ham uden at miste den sidste rest af selvrespekt, når det er sådan her.
For indrømmet - det er god sex.

Jeg vil bare have mere.

Råbenissen synes, at det er min skyld. Feministen synes, han er et skvat, og jeg sagtens kan klare mig selv.
Det ville være lettere, hvis jeg ikke ville have ham helt så meget. Nogen gange er jeg bare blød og sårbar, og så gør sådan en idiot nas.

Vi

Jeg forundres over, hvordan du og jeg pludselig er vi.

Ham den søde og jeg var i Fakta i går. Den unge mand i kassen havde en samtale med ham den søde. I stedet for 'du' sagde han 'I'. Mig bekendt er ham den søde ikke royal, så der er ingen grund til at omtale ham i tredje person.

Griner stadig lidt.

Hvorfor egentlig 3

Mit kobberbryllup nærmede sig, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg ville gerne have lidt mere ud af livet end den plet græs og den mand, der var blevet mig givet. Det er nok kendetegnende for mig, at jeg altid vil forsøge at få mere. Af alting.

Min eksmand og jeg havde allerede een gang været igennem parterapi, så jeg vidste godt, hvor meget jeg skulle lave om på mig selv, for at mit forhold til eks'en kom til at føles rigtigt. Jeg havde ikke længere lyst til at lave om på mig selv. 

Jeg var smæk forvirret, havde det ad helvede til. Så jeg tabte fem kilo på ingen tid.

I stedet for at lave om på mig selv, gjorde jeg noget andet for at gøre mit privatliv udholdeligt. Jeg flirtede igen, når fyrene flirtede med mig, og fandt ud af, at jeg stadig var interessant - eller var blevet det igen. Det var skønt og livsbekræftende, men det var også virkelig dårlig stil og respektløst over for min daværende mand. Jeg var ham jo ikke utro som sådan, han havde allerede mistet mig følelsesmæssigt på det tidspunkt. Jeg opfattede ham som ligeglad, bare jeg trak månedslønnen hjem og skurede toilettet. Ingen af os havde bare sagt ordene endnu. Men det var stadig ikke i orden.

Vi levede parallelt et par måneder, og det var en fin måde at lade som ingenting på. Ind til den dag, hvor der var en af de her dejlige mænd, der begyndte at gro på mig. Så var det jo at jeg opdagede, at jeg i virkeligheden ikke var min eksmand utro. Jeg var illoyal over for mig selv. Den første og sidste, man skal være tro mod, er en selv. Og da jeg indså det, var jeg nødt til at slutte mit ægteskab. Jeg var jo også forelsket i en anden.

Hvorfor børnene ikke flyttede med mig?

Den ene vil helst blive i sin skole. Den anden er specialbarn, og skal ikke ind i specialtilbudene i Københavns Kommune, hvis der kan findes en bedre løsning.

Jeg elsker mine børn,så deres interesser er langt vigtigere end mit behov for at være sammen med dem. Jeg vælger dem først i deres liv. Som de sagtens kan leve, uden jeg behøver at stå og ånde dem i nakken hele tiden. De har den bedste far, der findes. Han har deres ryg.

Jeg er her nu. Det er et godt sted. Det er en direkte følge af, at jeg har taget mit ansvar på mig, og for første gang i årevis er tro mod den, jeg altid herefter vil lade tælle som nr. 1. 

Mig selv.

Hvorfor egentlig 2

Man siger, at universet nok skal fortælle dig, hvornår du er på rette spor. Når du er på vildspor, smider det først lidt grus, så småsten, så lidt større sten, og til sidst en mursten efter dig, hvis du ikke vil høre efter. I mit tilfælde ramte universet så mig lige i lillehjernen, og det blev en brat opvågnen.

Først var jeg taknemmelig for overhovedet at være i live. Jeg lever i ret højt tempo, men det kunne jeg pludselig ikke længere. Jeg ville gerne. Så da min eks bare forventede, at jeg da kunne gøre rent og hygge om ham under min sygemelding (jeg var jo hjemme alligevel), så gjorde jeg det. Han forventede bare at få alting serveret, og tog i virkeligheden ikke ret meget hensyn til mig.

På mit arbejde var de til gengæld fantastiske. Jeg kunne kæmpe mig tilbage i det tempo, der var rigtigt for mig, med hjælp fra en vikar. Så jeg kom igen. Det gør jeg altid. Og begyndte at arbejde mere og mere. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at være hjemme. Jeg skruede op for træningen med den undskyldning, at jeg jo skulle for at være stærk i min kernemuskulatur, og dermed undgå svimmelhed og dårlig balance. Da vi nåede til jul sidste år, brugte jeg alle undskyldninger for ikke at være hjemme. Jeg tænkte, at sådan her var der sikkert masser af mennesker, der havde det, og jeg bare skulle holde op med at pive. 

Fortsættes...

Hvorfor egentlig

Ham den søde spurgte mig om noget til morgen. Lige før vi skulle ud af døren, spurgte han mig, hvorfor jeg havde valgt at smide 15 kg og rejse fra mand og børn.

Det er et godt spørgsmål, og det svar, jeg gav, var på ingen måde fyldestgørende.

Jeg gjorde alle de ting, fordi jeg ikke var tilfreds. Jeg var ikke lykkelig nok. Med hensyn til min krop, så sneg alderen sig ind på mig i starten af trediverne. Jeg rundede 100 kg. Jeg blev bange. Jeg så min far, der har type 2 diabetes, få nogle ret klamme skinnebenssår, og så kom risikoen for selv at udvikle sukkersyge ret langt frem i min bevidsthed. 

Et par år tidligere havde den coach, jeg gik hos antydet, at jeg ikke tog ansvar nok for mit liv. Jeg besluttede mig for at bevise for mig selv, at hun tog fejl. Jeg ville af med kiloene. Jeg ville tage mit ansvar på mig.
Så det gjorde jeg. Lagde stilen om, og begyndte at træne. Efter at være kommet ind i en god gænge med lidt let konditionstræning et par gange om ugen startede jeg hos en diætist. Jeg begyndte at tabe mig. Jeg var lykkelig, hver gang der røg en tøjstørrelse. Eller bare 100 gram. Til sidst vejede jeg 90 kg, og tabte mig stadig langsomt, men der var stadig noget, der gnavede. Jeg var ikke rigtig glad nok.

I marts sidste år fik jeg så en blodprop.

Fortsættes...

Mother, dearest!

I dag er vi så hos min mor. 
Min mor var kvinden, der først begyndte at stikke til mig, da mit ægteskab begyndte at lakke mod enden, som maleren sagde, da han tabte fernis ned ad ryggen. Min mor stikker ikke til en på en ond måde. Hun er meget omsorgsfuld. Der ligger så utroligt meget kærlighed bag. Så når hun siger, at jeg blev alt for sød, da jeg begyndte at kæreste med min eksmand, når hun tvivler lidt på eksmands omsorgsfuldhed, når sygdommen rammer en, og det gjorde den jo pludselig, så siger hun jo ikke, at man skal noget bestemt. Men man tænker.

Min mor er kvinden, der åbnede sit hjem for mig, da jeg var gået fra min eksmand, og ikke havde noget sted at være med ungerne, når vi skulle have vores weekender sammen.

Min mor er kvinden, der tog mit vasketøj og passede mine børn, da jeg læste HD, og ikke havde tid til noget som helst. Hun evnede det, ingen andre kunne se, at jeg havde brug for. For jeg er ikke nogen superkvinde, og det kan min mor se.

Min mor er min confidante, mit rygstød, min frelsende engel. Hun er lavet af guld, og jeg elsker hende over alt på Jorden.

I dag skal vi være sammen alle seks søskende, både dem fra min fars første ægteskab, og os fire, der voksede op sammen. Naturligvis skal vi være hos min mor. Jeg har pigerne hos mig. Og jeg glæder mig.

Bolsjer?

Jeg hørte et gammelt Womack & Womack-nummer i radioen i morges, og kom i tanke om min ungdom. Jeg gik måske i femte eller sjette klasse. Engelsk var ikke min stærkeste side. Nede i Brugsen havde de Werthers Echte. Teadrops. Stor var forvirringen derfor, da Womack & Womack sang om Teadrops in my eyes. 

Jeg leder stadig efter det 'R', der blev væk. 

Der sidder en stor poet hos DMI

 

... og hun grinede og grinede og grinede...