Børn eller karriere? Nu må du virkelig vælge!

Så er den gal igen, en debattør mener ikke, at børn og karriere passer sammen, hvis man er kvinde. Det står da damen frit for at mene som hun gør, men det er bare ikke en ønskværdig virkelighed at vælge ENTEN børn ELLER karriere. Mænd har haft begge dele hele sidste århundrede. Der var engan, hvor børnene legede på fabriksgulvet eller hjalp til i marken. Så vil jeg aligevel hellere have dem i institution. De fleste mennesker er nødt til at have karrieren for at have råd til børnene. Det er hverken gratis at bo eller gå i Netto, særligt hvis man er enlig og ikke har det store netværk. Og man kommer fra et andet socialt lag end de fleste, hvis man tror, det er muligt at klare sig med et deltidsjob.
Når man henter sine børn to minutter i dårlig samvittighed, handler det i min optik ikke om selvrealisering. Det handler om overlevelse.
De her børn har vel også en far. Han kan fint hente i institution og lave aftensmad.

Jeg tænker bare, prøv lige at forestille jer et samfund, hvor der ikke kom flere børn, fordi folk var nødt til at have fuldtidsjobs. Christ, vi ville få meget små ungdomsårgange.

Karriere på 37 timer?

Jeg har krydset en påstand nogle gange, når jeg har talt med andre kvinder.
Påstanden er, at det er muligt at gøre karriere på en 37 timers arbejdsuge. Det vil jeg gerne vide, hvordan man gør. For de perioder, hvor min karriere har bevæget sig allermest fremad, har jeg prioriteret det, knoklet som et bæst og ikke lavet andet.

Så 37 timers arbejdsuge-typer, hvordan gør I det? Det kan ikke være prioritering i arbejdsopgaver og uddelegering det hele.
Jeg har for eksempel en begrænsning i, hvad der kan uddelegeres. 

Ret til både mor og far

Jeg linker lige til et debatindlæg i Politiken. Debattørerne plæderer for, at vi tager barnets ret til både en mor og en far med i beslutningsgrundlaget ved skilsmisse. Jeg kunne ikke være mere enig.

Man ejer ikke sit barn. Forældrene er bare nogen, der skal sørge for, at de har det godt. De er ansvarlige omsorgsgivere, ikke børneindehavere. Og den opgave løses bedst i fællesskab af mor og far.
Det kan de fleste godt finde ud af.

Og det er vores børns ret.

Basta.

Legetøj til alle søde børn

Jeg fik forvildet mig ind i en legetøjsforretning forleden, i panisk søgning efter den perfekte julegave til familiens mindste. Og svingede til den forkerte side.

Så langt øjet rakte var der blåt og grønt. Biler, lego, actionmænd, legetøjssværd og togbaner. Det var tydeligt, at jeg skulle være gået over i den anden side af butikken, hvor alt var yndigt og lyserødt. Og så var det, jeg kom til at tænke på noget, jeg har læst et sted. At der ganske rigtigt findes pige- og drengelegetøj, men grænserne er vide. For hvis der ikke kræves kønsdele for at anvende himstergimsen, kan man ikke tale om pige- eller drengeting. Og hvis der kræves kønsdele til brugen, er der slet ikke tale om legetøj til børn.

Sidste år fik min datter en gang Flexitracks. I år blev det noget med heste. Jeg gider ikke, at industrien skal begrænse min datter i, hvad hun skal lege. Hvis hun begrænses i sin frie leg og fantasi, begrænses hun også i sit tankesæt, og ultimativt i sit valg af livsstil og arbejdsfelt som voksen. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvis jeg var rig, skulle hun have Lego Mindstorms. Måske er det overkill til en seksårig, men hun er så kreativ.

Større tilbagefald for mænd end kvinder i kriminalitet - hvorfor?

Ifølge Politiken begår en mænd, der er løsladt fra fængslet i 2009, meget oftere ny kriminalitet, end kvinder, der er i samme situation. Særligt yngre mennesker risikerer at havne i ny kriminalitet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det er. Er der nogen, vi som samfund ikke har formået at give de færdigheder, der skal til for at klare sig i tilværelsen? Hvad kan vi gøre, så man ikke vælger igen og igen at berige sig på andres bekostning for at opnå et udkomme, eller igen og igen skade andre mennesker?
Er det ikke netop det, der gør den almene dannelse i Folkeskolen så vigtig? Og viser det her ikke netop, at systemet elsker de flittige piger, og sætter de larmende drenge, der ikke kan sidde stille, til side? Her har vi konsekvenserne, malet lige op i fjæset. Der skal også nok være nogle af dem fra samfundets bund, der havner i den triste straffet flere gange-statistik, fordi vi ikke kunne lære dem kompetencer, de kunne leve af. Jeg har ikke statistik, der underbygger dette, men det er min antagelse.

Det lyder godt nok som noget venstrefløjs-ævl, kan du tænke. Det må da være forældrene, der opdrager deres børn til gode samfundsborgere. Det kan ikke være samfundets opgave. Det kan der være noget om, og det fungerer også i de fleste tilfælde. Men hvis det, du lærer hjemme er, at det er OK at stjæle, snyde og opføre dig voldeligt, og offentlige ydelser er en fin levevej, hvad er det så, du kopierer?
Der skal resten af os vise vores værd, og tilbyde den bedst mulige folkeskole som alternativ til underklassens hutlen sig igennem. Det har de måske selv valgt, det har man ret til som menneske. Men det er ikke rentabelt for et samfund, og vi skal tilbyde et alternativ.

Vi skal både som forældre og som samfund tænke grundigt over, hvad vi gerne vil give videre til nye generationer.

Så er der julefrokost - skål!

En af mine yndlingsting ved bureauet er, at vi sat'me kan holde en fest. De bedste bliver, når man ikke har forventet noget særligt, og egentlig bare skal have et par enkelte og en god, lang snak. Man bliver klogere og klogere i løbet af aftenen. De fester ender gerne med, at man råber og skriger, danser på bordene, og bliver upassende beruset.

Så det er forventningen til aftenen. Jeg har brugt aftenen i går på at lægge tre lag rød, sparkling neglelak. Den er rigtig fin. Jeg glæder mig.

Jeg er nok lidt af en pyntedukke, men hvis jeg overgør det, så tør jeg næsten ikke røre mig af frygt for, at håret pludselig sidder forkert. Så det gør jeg ikke i dag.

Jeg er lidt småfeministisk anlagt. Nogen kan derfor finde det pudsigt, at jeg bruger en hel aften på tre lag neglelak, og trækker i kort kjole og stilletter. Duller mit lange, lyse hår op. Jeg er jo feminist, og bør gå i øko-tøj og hæklede trusser, mens jeg råber ukvemsord efter mænd.

Jeg går ikke i hæklede trusser. Jeg kan godt lide mænd, der er mine ligeværdige, og behandler mig som sådan. Og så kan jeg godt lide at gøre mig umage med mit udseende for min egen skyld. Fordi det føles godt. Og fordi jeg godt kan lide den anerkendelse, der ligger i at blive kigget lidt på. Jeg kan jo bare kigge igen. Vender mig gerne på gaden efter en lækker mand, så jeg kan se, om han også er pæn bag på.

Det er et spil, der findes mellem menneskedyrets han- og hunkøn, og som vi ikke må slå ihjel med misforstået ligestilling.

I aften spiller jeg spillet. Og det bliver fantastisk.

Kropsdelstyven - er stumperne mere værd end hele pakken?

For et par år siden rundsendte vi vittigheden om  kropsdelstyven.
Vi grinede højt og længe. For hvor var det fjollet. Man kan jo ikke erstatte en røv med en andens. Men jeg griner ikke rigtigt længere, for vittigheden er udtryk for en tendens, jeg ikke bryder mig om. Vi skal sku være så perfekte, os kvinder, hvis vi skal være blot acceptable. Det tror vi i al fald. Vores teenagepiger køber illusionen og sulter sig. Nogen gange til døde. Vi træner, skrubber, smører, makeupper. Vi får skåret og suget og løftet kropsdele i et væk. Og hvorfor? Er vores mere eller mindre perfekte bryster, læber, ben, numser, mere eller mindre flade maver virkelig mere værd end hele pakken er?

Er vi virkelig som kvinder blevet reduceret til enkeltdele? Har vi så ikke en gang en hel krop mere? Og hvad sker der lige for 'problem-områder'? Jeg er da mere end cottage cheese på lårene og poser under øjnene. Jeg er en økonomisk begavelse, der tilfører min virksomhed værdi ved at tælle vores bønner og kategoriser dem korrekt. 
Hvad sker der lige for, at man vælger at kommentere Hillary Clintons ankler, der angiveligt  er kraftige? Må man ikke godt have det, når man er tres, og i øvrigt en af sin nations største politiske begavelser? Hvad med sideboobs, hvorfor er det nu interessant? Jeg vil da heller opleve, hvad disse skønne amazoner på den røde løber kan, end jeg vil se deres antydning af et bryst. Og hvad med hele pakken og de indre værdier? Er der ikke værre ting, man kan være, end tyk og grim? Ondskabsfuld og overfladisk, for eksempel? Eller dummere end bølgepap i regnvejr?

Skal vi så bare være sure og degradere vores dejlige, vittige, kærlige mænd, der tager sig af os og i det hele taget har vores ryg, til kropsdele, bare for at tage hævn? Har ikke sixpack og stram røv - duer ikke - væk?
Nej, det skal vi ikke. For det er ikke kun mændene, der gør det her. Det er os. Kvinderne. Imens vores kloge veninde, der magter mand, børn og et karrierejob lige vender ryggen til, er der altid en, der lige skal kommentere hendes hår. Eller bukser. Eller trætte, tørre hud. Vi kamp-hader de kloge, taler grimt om dem og os selv, som jo heller ikke kan leve op til de høje standarder, vi sætter. Og så kamp-hader vi os selv. Og for at få det lidt bedre, så fortæller vi lige alle andre, hvor forkert de lever deres liv, hvis de har valgt noget andet, end vi har. Skønne, spildte kræfter. Tænk, hvad vi kunne GØRE, hvis vi brugte energien konstruktivt i stedet.

For sådan virker det jo ikke. Vi er hele kroppe, hele mennesker, hele liv. Alle sammen. Og man opdager det først, når man er blevet voksen, og den værste usikkerhed har lagt sig. Og man opdager, at alle er perfekte, når de har været en tur gennem Photoshop.

Så jeg træner ikke for lækre lår og eliminering af topmaven og mormor-armene. Ikke kun. Jeg træner primært for et langt og sundt liv, hvor min krop er en medspiller, fordi jeg bruger den efter hensigten. Min hele krop er vidunderlig, og kan alt muligt. Og det bedste i den er hjernen.

Er alle mænd idioter, eller er det kun ham her?

Ham den søde sætter tanker i gang. Det er en af de ting, jeg elsker ved ham. Men det er ikke nødvendigvis en god ting. For i går morges fik han sagt, at hans hensigter ikke er reelle, men primært går ud på at få mig til at skrige. Så nu er jeg pisse sur, sådan lidt på efterkrav. Jeg har lidt mere i klemme end bare sex.
Og jeg er jo idiot, jeg kan ikke finde ud af at kommunikere, at jeg vil have ham. Hele ham. Jeg bliver ikke lukket ind i hans følelsesliv. Og at han må tage hele mig, med børn og det hele, ellers eksploderer jeg.

Så jeg er egentlig i nogle overvejelser, om jeg kan blive ved med at knalde ham uden at miste den sidste rest af selvrespekt, når det er sådan her.
For indrømmet - det er god sex.

Jeg vil bare have mere.

Råbenissen synes, at det er min skyld. Feministen synes, han er et skvat, og jeg sagtens kan klare mig selv.
Det ville være lettere, hvis jeg ikke ville have ham helt så meget. Nogen gange er jeg bare blød og sårbar, og så gør sådan en idiot nas.

Aldrig give op.

Nu kan det godt være, at jeg har et issue med den her kollega. Men jeg vil aldrig, aldrig give op. Jeg kan behandle ham med den værdighed og den respekt, han ikke selv er i stand til at behandle mig med. Jeg er et rummeligt menneske, der giver plads til og accepterer, at andre er forskellige fra mig.

Aldrig give op. Lige som den lille mus.

AOM!

Vatpik. Tølper. Lusede møgdyr.

Jeg har denne her kollega. Der er tale om en mandlig kollega, der nyder ganske megen respekt på kontoret, og som sidder i en lederposition. I dag, da han gik forbi mit skrivebord, fordybet i samtale med en anden kollega, der har været ude at spille med sit band denne weekend, hørte jeg denne løsrevne sætning: '... men der er da ikke nogen gode kællinger, er der?
Kællinger. Jeg fik med det samme store, lilla udslet hele vejen ned af ryggen. Små, arrige skyer stod som dampsøjler ud af mine ører. Men jeg er HÆVET over at råbe efter idioten, at han er et luset, sexistisk møgdyr, der burde slås ned på stedet for almenvældets skyld. Han taler om medmennesker, og rubricerer hele kvindekønnet som nogle, der bare skal knaldes, og så for øvrigt holde deres kæft. Igen.

Ikke så meget på grund af en enkelt, løsrevet bemærkning. Nej da, på grund af efterhånden en del klamme bemærkninger. Om at pigerne i gymnasiet skulle have suttet mere pik, så havde de fået større bryster, for eksempel. Eller måden, han taler ned til både mig og mindst to af mine kvindelige kolleger, mens han er alle fyrenes bedste ven. Han ville sikkert også tale pænt til mig, virksomhedens regnskabschef, hvis jeg bare ikke havde den der produktionsfejl at være født uden en pik.

Jeg kan ikke tage forskelsbehandling. Jeg håber sandelig aldrig, jeg kommer til at behandle nogen som helst så respektløst. Det er bare svært at have en samarbejdsrelation med sådan en neandertaler, der har svært ved at koncentrere sig om noget andet end størrelsen på eget forplantningsorgan i mere end fem minutter.  Jeg troede faktisk, at der var tale om en uddøende race af mænd, og verden nu ville blive et bedre sted. Jeg kan godt lide mænd generelt, men sådan en vatpik her, der tydeligvis ikke kan klare konkurrencen, har jeg ikke meget til overs for.

Jeg forbeholder mig ret til min egen mening om manden. Som jeg aldrig vil kunne anbefale til noget som helst, ikke en gang tredjesuppleant til bestyrelsen i børnehaven Mejsekassen, alene på grund af hans menneskesyn.

Hvis vi skal gøre denne her verden til et bedre sted, må vi have nogen til at repræsentere os, der favner noget bredere. Og hvem er så det? Ja, jeg spørger bare. Det er jo snart kommunalvalg.

Julebryg, gamle hanelefanter og sexisme

I dag er J-dag. Jeg skal ud med en gammel kollega, måske. Sandsynligvis. Sidste år var vi en flok homoseksuelle mænd og undertegnede af sted. Jeg troede, at jeg var fredet som kvinde i det selskab, men nej. Jeg havde mandfolk siddende i kavalergangen hele aftenen. De gad danse. Det var skønt. Jeg følte en bekræftelse, jeg ikke havde fået hjemme i årevis.

I år gør jeg det igen. Der er den, jeg er. Jeg er jo ikke bare erklæret feminist, men også menneske. Og jeg giver Morten Sabroe helt ret i, at man kan komme til at handlingslamme alle de skønne mænd derude, hvis de pludselig ikke må kigge på smukke kvinder.
Heck, jeg kigger på lækre mænd hele tiden. Vender mig efter dem på gaden, hvis jeg ikke lige er sammen med ham den søde, som jo i mine øjne er den ultimative lækre mand. Jeg kan godt lide mænd. Nogen gange mumler jeg for mig selv et lille 'ikke dårligt'.
Og jeg håber sådan, at vi kan finde ud af at give hinanden plads til at leve de ting ud, vi ønsker, og ikke lader noget så latterligt som køn stå i vejen for en drøm, et fedt projekt, selv en forelskelse. Jeg tror på lige muligheder til alle, tykke og smalle, i en virkelighed, hvor kun ens kompetencer og intellekt begrænser en.
Sådan er det ikke helt endnu. Der er for eksempel ikke ligeløn. Nogen steder bliver mand fyret, hvis han vil på barsel. Eller hans kone giver ham ikke lov til at tage en del af barslen. Hvad er nu det for noget fis? Vi skal ikke sætte begrænsninger op for hinanden. Og vi skal blive ved med at kæmpe for vores drømme, selv op ad bakke. Punktum.

Men i aften skal jeg ud og danse dårligt. Og drikke mig fuld. Og man må gerne kigge. Og danse med. Det har jeg tænkt mig. Og give en drink. Men jeg går jo nok alene hjem.