onsdag den 18. december 2013

Legetøj til alle søde børn

Jeg fik forvildet mig ind i en legetøjsforretning forleden, i panisk søgning efter den perfekte julegave til familiens mindste. Og svingede til den forkerte side.

Så langt øjet rakte var der blåt og grønt. Biler, lego, actionmænd, legetøjssværd og togbaner. Det var tydeligt, at jeg skulle være gået over i den anden side af butikken, hvor alt var yndigt og lyserødt. Og så var det, jeg kom til at tænke på noget, jeg har læst et sted. At der ganske rigtigt findes pige- og drengelegetøj, men grænserne er vide. For hvis der ikke kræves kønsdele for at anvende himstergimsen, kan man ikke tale om pige- eller drengeting. Og hvis der kræves kønsdele til brugen, er der slet ikke tale om legetøj til børn.

Sidste år fik min datter en gang Flexitracks. I år blev det noget med heste. Jeg gider ikke, at industrien skal begrænse min datter i, hvad hun skal lege. Hvis hun begrænses i sin frie leg og fantasi, begrænses hun også i sit tankesæt, og ultimativt i sit valg af livsstil og arbejdsfelt som voksen. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvis jeg var rig, skulle hun have Lego Mindstorms. Måske er det overkill til en seksårig, men hun er så kreativ.

søndag den 15. december 2013

Forelskelsen

Jeg er blevet korrekt introduceret for ham den sødes mor. Jeg er blevet en del af et vi igen. Vi besøgte hende i går, og hun er den sødeste dame. Hun er formentlig et sted i tresserne, men man mærkede ikke forskellen i alder mellem os. Ham den sødes mor er lige så skøn som min, hvilket er en meget stor kompliment, for min mor er absolut fucking awesome.

Jeg er til op over begge ører forelsket i ham den søde. Mit hjerte synger hans navn, nu hvor jeg tør lukke det op. De gode dage starter med, at jeg vågner ved siden af ham. Jeg håber på mange, mange flere. 
Jeg tænkte aldrig rigtig, at min plads var hos nogen mand. Jeg troede ikke at det var mig forundt at have den her jublende lærke af et hjerte til at blafre og slå triller i mit bryst af bare lykke. Min plads er hos ham den søde. Jeg beder til, at jeg kan gøre ham lige så lykkelig, som han gør mig.
Jeg lover, at jeg gør mig umage. 

torsdag den 12. december 2013

Større tilbagefald for mænd end kvinder i kriminalitet - hvorfor?

Ifølge Politiken begår en mænd, der er løsladt fra fængslet i 2009, meget oftere ny kriminalitet, end kvinder, der er i samme situation. Særligt yngre mennesker risikerer at havne i ny kriminalitet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det er. Er der nogen, vi som samfund ikke har formået at give de færdigheder, der skal til for at klare sig i tilværelsen? Hvad kan vi gøre, så man ikke vælger igen og igen at berige sig på andres bekostning for at opnå et udkomme, eller igen og igen skade andre mennesker?
Er det ikke netop det, der gør den almene dannelse i Folkeskolen så vigtig? Og viser det her ikke netop, at systemet elsker de flittige piger, og sætter de larmende drenge, der ikke kan sidde stille, til side? Her har vi konsekvenserne, malet lige op i fjæset. Der skal også nok være nogle af dem fra samfundets bund, der havner i den triste straffet flere gange-statistik, fordi vi ikke kunne lære dem kompetencer, de kunne leve af. Jeg har ikke statistik, der underbygger dette, men det er min antagelse.

Det lyder godt nok som noget venstrefløjs-ævl, kan du tænke. Det må da være forældrene, der opdrager deres børn til gode samfundsborgere. Det kan ikke være samfundets opgave. Det kan der være noget om, og det fungerer også i de fleste tilfælde. Men hvis det, du lærer hjemme er, at det er OK at stjæle, snyde og opføre dig voldeligt, og offentlige ydelser er en fin levevej, hvad er det så, du kopierer?
Der skal resten af os vise vores værd, og tilbyde den bedst mulige folkeskole som alternativ til underklassens hutlen sig igennem. Det har de måske selv valgt, det har man ret til som menneske. Men det er ikke rentabelt for et samfund, og vi skal tilbyde et alternativ.

Vi skal både som forældre og som samfund tænke grundigt over, hvad vi gerne vil give videre til nye generationer.

fredag den 6. december 2013

Så er der julefrokost - skål!

En af mine yndlingsting ved bureauet er, at vi sat'me kan holde en fest. De bedste bliver, når man ikke har forventet noget særligt, og egentlig bare skal have et par enkelte og en god, lang snak. Man bliver klogere og klogere i løbet af aftenen. De fester ender gerne med, at man råber og skriger, danser på bordene, og bliver upassende beruset.

Så det er forventningen til aftenen. Jeg har brugt aftenen i går på at lægge tre lag rød, sparkling neglelak. Den er rigtig fin. Jeg glæder mig.

Jeg er nok lidt af en pyntedukke, men hvis jeg overgør det, så tør jeg næsten ikke røre mig af frygt for, at håret pludselig sidder forkert. Så det gør jeg ikke i dag.

Jeg er lidt småfeministisk anlagt. Nogen kan derfor finde det pudsigt, at jeg bruger en hel aften på tre lag neglelak, og trækker i kort kjole og stilletter. Duller mit lange, lyse hår op. Jeg er jo feminist, og bør gå i øko-tøj og hæklede trusser, mens jeg råber ukvemsord efter mænd.

Jeg går ikke i hæklede trusser. Jeg kan godt lide mænd, der er mine ligeværdige, og behandler mig som sådan. Og så kan jeg godt lide at gøre mig umage med mit udseende for min egen skyld. Fordi det føles godt. Og fordi jeg godt kan lide den anerkendelse, der ligger i at blive kigget lidt på. Jeg kan jo bare kigge igen. Vender mig gerne på gaden efter en lækker mand, så jeg kan se, om han også er pæn bag på.

Det er et spil, der findes mellem menneskedyrets han- og hunkøn, og som vi ikke må slå ihjel med misforstået ligestilling.

I aften spiller jeg spillet. Og det bliver fantastisk.












onsdag den 4. december 2013

Ramt af julehumør

Jeg er alligevel kommet lidt i julestemning, efter jeg fik adventskransen op. Jeg elsker stearinlys. Jeg har tit et par tændt, når jeg er hjemme, sådan bare for hyggens skyld. Og særligt nu, hvor det er mørkt og koldt hele tiden.

Jeg elsker også alle juletræskæderne, der lyser op i decembermørket. Så er det liiige til at holde ud.

Der er en hel masse fine i bunden af denne artikel. Sådan noget SKAL være smagløst. Jo værre, jo bedre.


kilde: http://www.bt.dk/nyheder/laesernes-julelys

tirsdag den 3. december 2013

Og så dømmer jeg jo alligevel selv på udseende

Se godt på denne mand. Se ham dybt i øjnene.

Og fortæl mig så, om du er tryg ved ham.

For jeg er scared shitless. Der er noget ved hans ene øje, der får de små hår i nakken til at rejse sig. Og så hans politiske tilhørsforhold. Og han er borgmester i min by.

Kropsdelstyven - er stumperne mere værd end hele pakken?

For et par år siden rundsendte vi vittigheden om  kropsdelstyven.
Vi grinede højt og længe. For hvor var det fjollet. Man kan jo ikke erstatte en røv med en andens. Men jeg griner ikke rigtigt længere, for vittigheden er udtryk for en tendens, jeg ikke bryder mig om. Vi skal sku være så perfekte, os kvinder, hvis vi skal være blot acceptable. Det tror vi i al fald. Vores teenagepiger køber illusionen og sulter sig. Nogen gange til døde. Vi træner, skrubber, smører, makeupper. Vi får skåret og suget og løftet kropsdele i et væk. Og hvorfor? Er vores mere eller mindre perfekte bryster, læber, ben, numser, mere eller mindre flade maver virkelig mere værd end hele pakken er?

Er vi virkelig som kvinder blevet reduceret til enkeltdele? Har vi så ikke en gang en hel krop mere? Og hvad sker der lige for 'problem-områder'? Jeg er da mere end cottage cheese på lårene og poser under øjnene. Jeg er en økonomisk begavelse, der tilfører min virksomhed værdi ved at tælle vores bønner og kategoriser dem korrekt. 
Hvad sker der lige for, at man vælger at kommentere Hillary Clintons ankler, der angiveligt  er kraftige? Må man ikke godt have det, når man er tres, og i øvrigt en af sin nations største politiske begavelser? Hvad med sideboobs, hvorfor er det nu interessant? Jeg vil da heller opleve, hvad disse skønne amazoner på den røde løber kan, end jeg vil se deres antydning af et bryst. Og hvad med hele pakken og de indre værdier? Er der ikke værre ting, man kan være, end tyk og grim? Ondskabsfuld og overfladisk, for eksempel? Eller dummere end bølgepap i regnvejr?

Skal vi så bare være sure og degradere vores dejlige, vittige, kærlige mænd, der tager sig af os og i det hele taget har vores ryg, til kropsdele, bare for at tage hævn? Har ikke sixpack og stram røv - duer ikke - væk?
Nej, det skal vi ikke. For det er ikke kun mændene, der gør det her. Det er os. Kvinderne. Imens vores kloge veninde, der magter mand, børn og et karrierejob lige vender ryggen til, er der altid en, der lige skal kommentere hendes hår. Eller bukser. Eller trætte, tørre hud. Vi kamp-hader de kloge, taler grimt om dem og os selv, som jo heller ikke kan leve op til de høje standarder, vi sætter. Og så kamp-hader vi os selv. Og for at få det lidt bedre, så fortæller vi lige alle andre, hvor forkert de lever deres liv, hvis de har valgt noget andet, end vi har. Skønne, spildte kræfter. Tænk, hvad vi kunne GØRE, hvis vi brugte energien konstruktivt i stedet.

For sådan virker det jo ikke. Vi er hele kroppe, hele mennesker, hele liv. Alle sammen. Og man opdager det først, når man er blevet voksen, og den værste usikkerhed har lagt sig. Og man opdager, at alle er perfekte, når de har været en tur gennem Photoshop.

Så jeg træner ikke for lækre lår og eliminering af topmaven og mormor-armene. Ikke kun. Jeg træner primært for et langt og sundt liv, hvor min krop er en medspiller, fordi jeg bruger den efter hensigten. Min hele krop er vidunderlig, og kan alt muligt. Og det bedste i den er hjernen.