Curing the Boyfriend Blues

Som man nok kunne fornemme ud fra mit indlæg i går, havde jeg den onde, onde boyfriend blues. Jeg prøvede at kurere den med indkøbsterapi.

Måtte konstatere, at StineStregen har ret.

Det hjælper kun i meget kort tid.

Der var tårer. 

Menstruation er om en lille uge. Så går det vel for pokker over.

Jeg vil også have en pæn kjole

Jeg kører tit igennem Nørrebrogade med bussen. Der ligger masser af kjolebutikker i Nørrebrogade, og her i det tiltagende mørke efterår får jeg gevaldig lyst til at købe en af dem. De er så flotte, med pailletter og broderier strøet ud over det blanke silkestof, og i stærke farver. Der er guld på. Og de er helt til gulvet. Jeg vil have en. De er fantastiske.
Men jeg står aldrig af bussen og køber en. For der, hvor jeg kommer, bruger man ikke den slags store skrud.
Det er så fjollet, at jeg stopper mig selv. Jeg stopper mig selv, fordi der sidder en lille, forudindtaget nisse bagest i min hjerne med en råber. Og skriger ad mig, at jeg slet ikke går til nok muslimske forlovelsesfester til at købe sådan en kjole. For jeg har været til en engang. Og selvom jeg havde givet fuld gas på beklædningen ,var jeg nærmest underdressed.

Det er så nu, jeg får lidt tics over mig selv.

Jeg tror, jeg skal kneble min indre småracistiske råbenisse, og smide ham i fangekælderen og sluge nøglen. Jeg bruger da ellers alle for hånden værende undskyldninger for at tage en pæn kjole på.
Hvem siger, at jeg ikke kan være håbløst overdressed, næste gang, jeg skal ud? Der er jo den der ekstravagante nytårsfest, og jeg mangler faktisk en kjole.

Er der længe til? Neeej, da. Og hvad skal der nu være galt i at være lidt fremme i danseskoen?