Børn eller karriere? Nu må du virkelig vælge!

Så er den gal igen, en debattør mener ikke, at børn og karriere passer sammen, hvis man er kvinde. Det står da damen frit for at mene som hun gør, men det er bare ikke en ønskværdig virkelighed at vælge ENTEN børn ELLER karriere. Mænd har haft begge dele hele sidste århundrede. Der var engan, hvor børnene legede på fabriksgulvet eller hjalp til i marken. Så vil jeg aligevel hellere have dem i institution. De fleste mennesker er nødt til at have karrieren for at have råd til børnene. Det er hverken gratis at bo eller gå i Netto, særligt hvis man er enlig og ikke har det store netværk. Og man kommer fra et andet socialt lag end de fleste, hvis man tror, det er muligt at klare sig med et deltidsjob.
Når man henter sine børn to minutter i dårlig samvittighed, handler det i min optik ikke om selvrealisering. Det handler om overlevelse.
De her børn har vel også en far. Han kan fint hente i institution og lave aftensmad.

Jeg tænker bare, prøv lige at forestille jer et samfund, hvor der ikke kom flere børn, fordi folk var nødt til at have fuldtidsjobs. Christ, vi ville få meget små ungdomsårgange.

Det bliver dyrt

Jeg troede, at når først beslutningen var taget, ville det blive let.
Jeg troede, at når først jeg var flyttet, ville det blive let.
Jeg troede, at når først samværet med pigerne begyndte at udfolde sig i de aftalte rammer, ville det blive let.

Nogen gange har jeg ret.

Nogen gange tager jeg fejl.

For der er stadig penge og fast ejendom mellem os. Huset skal sættes til salg. Eks'en og jeg har aftalt, at det bliver til påske. Men altså, den eneste, der gør en indsats for, at huset bliver salgsklart, det er mig. De sidste to weekender har jeg puklet med haven, mens eks'en ikke har kunnet finde tiden. Der skulle lige handles ind. Eller gøres rent. Jeg får lov at gøre det hele alene. I søndags gav manden udtryk for, at han synes det var træls, jeg hele tiden kom rendende. Det er intet imod hvad jeg føler i den forbindelse. Jeg synes, det er fucking nederen. Jeg er alene om det praktiske IGEN!! Det var jeg hele tiden, da jeg var gift. Jeg skulle tænke alle tankerne og tage alt ansvaret, og så udførte min eksmand. På noget af det. Måske.
Jeg kunne gå i biografen eller ture rundt om mosen de her dejlige forårsdage, eller jeg kunne ligge i ske med min kæreste. Det eneste lyspunkt er, at i huset er også mine børn, og jeg ser dem, når jeg går og ordner have.
Økonomien omkring huset er endnu en pind til min ligkiste. For hvis vi taber for mange penge på huset, bliver den fælles gæld efter salget uoverskueligt stor. Så kan min eksmand ikke betale. Det vil betyde, at jeg får hele restgælden, og hele tabet på huset. At hæfte fælles for boliggælden er en kælling. Så jeg ser ingen vej ud. Jeg er nødt til at få bragt det hus i salgsklar tilstand. For ellers bliver det mit tab, ikke min eksmands. Det kan jeg overhovedet ikke overskue. Så jeg tager til provinsen hver uge og udfører en dags arbejde, fordi jeg ikke har andet valg.
Og min eksmand er fuldstændig hjælpeløs og uduelig til alt der involverer almindelig praktik og basic økonomi.

Jeg håber virkelig, at det bliver lettere, når huset er solgt.

Måske har jeg ret.

Men jeg tager sikkert fejl.

Og bedst som man troede...

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg skulle sige farvel til ham den søde, fordi jeg var mere forelsket i ham, end han i mig. Og så inviterer han mig til den første parmiddag med hans venner. 

Det er jo morsomt, at jeg kan køre mig selv der ud, hvor jeg bliver så bange, at jeg er lige ved at slippe noget godt, for at passe på mig selv. Og så er det ingenting. Bare råbenissen, der blev hørt.

 

Det er da altid noget, at jeg kan grine af det. 

Er alle mænd idioter, eller er det kun ham her?

Ham den søde sætter tanker i gang. Det er en af de ting, jeg elsker ved ham. Men det er ikke nødvendigvis en god ting. For i går morges fik han sagt, at hans hensigter ikke er reelle, men primært går ud på at få mig til at skrige. Så nu er jeg pisse sur, sådan lidt på efterkrav. Jeg har lidt mere i klemme end bare sex.
Og jeg er jo idiot, jeg kan ikke finde ud af at kommunikere, at jeg vil have ham. Hele ham. Jeg bliver ikke lukket ind i hans følelsesliv. Og at han må tage hele mig, med børn og det hele, ellers eksploderer jeg.

Så jeg er egentlig i nogle overvejelser, om jeg kan blive ved med at knalde ham uden at miste den sidste rest af selvrespekt, når det er sådan her.
For indrømmet - det er god sex.

Jeg vil bare have mere.

Råbenissen synes, at det er min skyld. Feministen synes, han er et skvat, og jeg sagtens kan klare mig selv.
Det ville være lettere, hvis jeg ikke ville have ham helt så meget. Nogen gange er jeg bare blød og sårbar, og så gør sådan en idiot nas.

Aldrig give op.

Nu kan det godt være, at jeg har et issue med den her kollega. Men jeg vil aldrig, aldrig give op. Jeg kan behandle ham med den værdighed og den respekt, han ikke selv er i stand til at behandle mig med. Jeg er et rummeligt menneske, der giver plads til og accepterer, at andre er forskellige fra mig.

Aldrig give op. Lige som den lille mus.

AOM!

Vatpik. Tølper. Lusede møgdyr.

Jeg har denne her kollega. Der er tale om en mandlig kollega, der nyder ganske megen respekt på kontoret, og som sidder i en lederposition. I dag, da han gik forbi mit skrivebord, fordybet i samtale med en anden kollega, der har været ude at spille med sit band denne weekend, hørte jeg denne løsrevne sætning: '... men der er da ikke nogen gode kællinger, er der?
Kællinger. Jeg fik med det samme store, lilla udslet hele vejen ned af ryggen. Små, arrige skyer stod som dampsøjler ud af mine ører. Men jeg er HÆVET over at råbe efter idioten, at han er et luset, sexistisk møgdyr, der burde slås ned på stedet for almenvældets skyld. Han taler om medmennesker, og rubricerer hele kvindekønnet som nogle, der bare skal knaldes, og så for øvrigt holde deres kæft. Igen.

Ikke så meget på grund af en enkelt, løsrevet bemærkning. Nej da, på grund af efterhånden en del klamme bemærkninger. Om at pigerne i gymnasiet skulle have suttet mere pik, så havde de fået større bryster, for eksempel. Eller måden, han taler ned til både mig og mindst to af mine kvindelige kolleger, mens han er alle fyrenes bedste ven. Han ville sikkert også tale pænt til mig, virksomhedens regnskabschef, hvis jeg bare ikke havde den der produktionsfejl at være født uden en pik.

Jeg kan ikke tage forskelsbehandling. Jeg håber sandelig aldrig, jeg kommer til at behandle nogen som helst så respektløst. Det er bare svært at have en samarbejdsrelation med sådan en neandertaler, der har svært ved at koncentrere sig om noget andet end størrelsen på eget forplantningsorgan i mere end fem minutter.  Jeg troede faktisk, at der var tale om en uddøende race af mænd, og verden nu ville blive et bedre sted. Jeg kan godt lide mænd generelt, men sådan en vatpik her, der tydeligvis ikke kan klare konkurrencen, har jeg ikke meget til overs for.

Jeg forbeholder mig ret til min egen mening om manden. Som jeg aldrig vil kunne anbefale til noget som helst, ikke en gang tredjesuppleant til bestyrelsen i børnehaven Mejsekassen, alene på grund af hans menneskesyn.

Hvis vi skal gøre denne her verden til et bedre sted, må vi have nogen til at repræsentere os, der favner noget bredere. Og hvem er så det? Ja, jeg spørger bare. Det er jo snart kommunalvalg.

Hvorfor er det nu lige, jeg skal sige undskyld?

Undskyld er et godt ord. Undskyld kan måske skaffe dig tilgivelse, hvis du er kommet til at gøre noget virkelig dumt, der har såret nogen. Men det gør ikke det gjorte ugjort, som Lars Løkke også har måttet sande. Og det er bestemt ikke et ord, der skal misbruges.

Nogen gange siger man bare undskyld for at få fred. Men hvorfor egentlig det? Hvis jeg nu ikke har gjort noget galt? Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at sige undskyld til min eks for at være gået. Skulle det være en valid undskyldning, ville jeg jo være nødt til at fortryde først.
Jeg vil heller ikke undskylde, at jeg har valgt på de måder, jeg har.
Jeg vil ikke undskylde for, at jeg har valgt en karriere, der udfordrer mig hver eneste dag.
Jeg vil ikke undskylde for at ligge i top 20% for så vidt angår IQ. Jeg har målt den engang, og hver gang jeg fortæller om det, slutter sætningen med: ... men jeg kan ikke parallel-parkere. Hvorfor siger jeg det? Ja, jeg er ret godt begavet. HUR-fucking-RA! Det gør mig naturligvis ikke bedre end andre mennesker, bare lidt anderledes. Det er lidt ligesom at være rødhåret, ekstraordinært smuk, eller at have skæve tænder. Det er ikke noget jeg skal undskylde for.
Jeg skal heller ikke undskylde, hvis jeg en dag får mange penge. Hvis jeg bliver så heldig, er de ikke kommet flyvende ind af vinduet sammen med en flok stegte perlehøns i skysovs. Jeg kommer til at knokle for dem. Det er ikke fair, hvis jeg så oven i købet skal undskylde.

Men nogen gange er man nødt til at sige undskyld til folk, som er blevet misundelige på en. Og der kan jeg kun beklage.

Børneweekend

Så er det endelig fredag, og jeg skal være sammen med mine børn. Hele weekenden. Jeg glæder mig som en femårig lige før juleaften.

Jeg oplevede så sent som denne morgen, at der er nogen, der ikke ville vælge, at jeg gør. Jeg har selv valgt, at mine børn skal bo hos deres far. Han er blevet i det hus, jeg er flyttet ud af, og der er ingen fornuftig grund til at rykke pigernes liv med skole og venner op med rode. Så derfor er de også blevet i huset. De har det godt. Jeg har det godt, og savner dem meget mindre end jeg frygtede. Min eksmand har det også godt. Huset skal sælges, men min eksmand vil gerne blive ude på landet, hvor de bor. Jeg har villet til byen de sidste 10 år. Nu er jeg her endelig.

Men tilbage til den her uudtalte misbilligelse. Man bliver lige målt med elevatorblikket. Nå..., siger den person, man fortæller om de dejlige børn, man skal være sammen med hele weekenden. Og så siger vedkommende ikke mere, men kigger en ekstra gang, med medlidenhed i øjnene.
Så vågner råbenissen, og den er ond i sulet. Råber ad mig, at jeg er en lortemor, sådan at forlade mine børn. Det er ikke en rar nisse, og den er fuld af løgn.

Der er ingen grund til at have ondt af mig. Jeg har selv valgt det her. Jeg er god til at være mor, når jeg endelig er sammen med mine døtre. Alt er godt. Vi trives. Det er meget bedre, end da jeg boede med pigernes far. Situationen er tryggere nu, hvor den er afklaret. Jeg er lykkedes med at sætte mine behov på bagsædet. Jeg tager vare på, hvad der er i mine børns bedste interesse.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at der ikke er flere weekendmødre. Jeg har kun mødt een eneste, ud over mig selv. For det her virker.

Men så igen, mine valg er ikke rigtige for andre end mig. Jeg kan til gengæld ikke rigtig bruge brugte valg. De tilhører allerede nogle andre.

Jeg vil også have en pæn kjole

Jeg kører tit igennem Nørrebrogade med bussen. Der ligger masser af kjolebutikker i Nørrebrogade, og her i det tiltagende mørke efterår får jeg gevaldig lyst til at købe en af dem. De er så flotte, med pailletter og broderier strøet ud over det blanke silkestof, og i stærke farver. Der er guld på. Og de er helt til gulvet. Jeg vil have en. De er fantastiske.
Men jeg står aldrig af bussen og køber en. For der, hvor jeg kommer, bruger man ikke den slags store skrud.
Det er så fjollet, at jeg stopper mig selv. Jeg stopper mig selv, fordi der sidder en lille, forudindtaget nisse bagest i min hjerne med en råber. Og skriger ad mig, at jeg slet ikke går til nok muslimske forlovelsesfester til at købe sådan en kjole. For jeg har været til en engang. Og selvom jeg havde givet fuld gas på beklædningen ,var jeg nærmest underdressed.

Det er så nu, jeg får lidt tics over mig selv.

Jeg tror, jeg skal kneble min indre småracistiske råbenisse, og smide ham i fangekælderen og sluge nøglen. Jeg bruger da ellers alle for hånden værende undskyldninger for at tage en pæn kjole på.
Hvem siger, at jeg ikke kan være håbløst overdressed, næste gang, jeg skal ud? Der er jo den der ekstravagante nytårsfest, og jeg mangler faktisk en kjole.

Er der længe til? Neeej, da. Og hvad skal der nu være galt i at være lidt fremme i danseskoen?