Ham den søde?

Altså, jeg har jo mødt denne her mand. Jeg har kendt ham et halvt års tid. Det er masser af kys, god mad, og fantastisk sex. Og en at se Deadline sammen med. Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide ham. Han er helt vildt, fantastisk dejlig, og jeg vil bare gerne have ham i mit liv. Han passer ned i stort set alle de kategorier, hvor jeg har ultimative krav til en kæreste.

Undtagen to.

Han har aldrig sagt at han holder af mig, og han vil ikke møde mine børn.

Når jeg siger til ham, hvor vild jeg er med ham, kommer der ikke en lignende tilkendegivelse af hans affektioner for mig retur. Nej, jeg får bare at vide, at jeg har dårlig smag. Jeg begynder at tænke, at han måske slet ikke er særligt vild med mig. Måske er jeg bare tidsfordriv. Det var også fint et stykke tid. Men nu, hvor jeg har alle symptomer på forelskelse, gør det bare ondt. Gid han ville sige noget. For jeg kan jo mærke, at han er glad for mig.

Det gør ondt, at han ikke vil møde mine børn, men hele tiden smyger sig uden om. Det gør ondt, fordi han snakker om selv at få et barn. Med mig, måske. Og det gør mig bange, for hvad nu hvis jeg pludselig en dag står med en lille dreng på armen, der ligner Dan Turéll, og ham den søde så opdager hvor urimeligt hårdt det er at have småfolk, og fordufter. Hvis han er seriøs omkring et barn, må han lige prøvekøre livet som noget der ligner far, og i det mindste lære de børn, jeg har i forvejen, at kende. For de hører med. Han kan ikke kun vælge mig.

Jeg kan ikke lave ham om. Vil heller ikke. Det vil bare være en skam at skulle give slip på noget, der har været så godt.
Lige ind til nu.
Hvor det gør ondt.