tirsdag den 29. oktober 2013

Hvorfor er det nu lige, jeg skal sige undskyld?

Undskyld er et godt ord. Undskyld kan måske skaffe dig tilgivelse, hvis du er kommet til at gøre noget virkelig dumt, der har såret nogen. Men det gør ikke det gjorte ugjort, som Lars Løkke også har måttet sande. Og det er bestemt ikke et ord, der skal misbruges.

Nogen gange siger man bare undskyld for at få fred. Men hvorfor egentlig det? Hvis jeg nu ikke har gjort noget galt? Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at sige undskyld til min eks for at være gået. Skulle det være en valid undskyldning, ville jeg jo være nødt til at fortryde først.
Jeg vil heller ikke undskylde, at jeg har valgt på de måder, jeg har.
Jeg vil ikke undskylde for, at jeg har valgt en karriere, der udfordrer mig hver eneste dag.
Jeg vil ikke undskylde for at ligge i top 20% for så vidt angår IQ. Jeg har målt den engang, og hver gang jeg fortæller om det, slutter sætningen med: ... men jeg kan ikke parallel-parkere. Hvorfor siger jeg det? Ja, jeg er ret godt begavet. HUR-fucking-RA! Det gør mig naturligvis ikke bedre end andre mennesker, bare lidt anderledes. Det er lidt ligesom at være rødhåret, ekstraordinært smuk, eller at have skæve tænder. Det er ikke noget jeg skal undskylde for.
Jeg skal heller ikke undskylde, hvis jeg en dag får mange penge. Hvis jeg bliver så heldig, er de ikke kommet flyvende ind af vinduet sammen med en flok stegte perlehøns i skysovs. Jeg kommer til at knokle for dem. Det er ikke fair, hvis jeg så oven i købet skal undskylde.

Men nogen gange er man nødt til at sige undskyld til folk, som er blevet misundelige på en. Og der kan jeg kun beklage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar