Børneweekend

Så er det endelig fredag, og jeg skal være sammen med mine børn. Hele weekenden. Jeg glæder mig som en femårig lige før juleaften.

Jeg oplevede så sent som denne morgen, at der er nogen, der ikke ville vælge, at jeg gør. Jeg har selv valgt, at mine børn skal bo hos deres far. Han er blevet i det hus, jeg er flyttet ud af, og der er ingen fornuftig grund til at rykke pigernes liv med skole og venner op med rode. Så derfor er de også blevet i huset. De har det godt. Jeg har det godt, og savner dem meget mindre end jeg frygtede. Min eksmand har det også godt. Huset skal sælges, men min eksmand vil gerne blive ude på landet, hvor de bor. Jeg har villet til byen de sidste 10 år. Nu er jeg her endelig.

Men tilbage til den her uudtalte misbilligelse. Man bliver lige målt med elevatorblikket. Nå..., siger den person, man fortæller om de dejlige børn, man skal være sammen med hele weekenden. Og så siger vedkommende ikke mere, men kigger en ekstra gang, med medlidenhed i øjnene.
Så vågner råbenissen, og den er ond i sulet. Råber ad mig, at jeg er en lortemor, sådan at forlade mine børn. Det er ikke en rar nisse, og den er fuld af løgn.

Der er ingen grund til at have ondt af mig. Jeg har selv valgt det her. Jeg er god til at være mor, når jeg endelig er sammen med mine døtre. Alt er godt. Vi trives. Det er meget bedre, end da jeg boede med pigernes far. Situationen er tryggere nu, hvor den er afklaret. Jeg er lykkedes med at sætte mine behov på bagsædet. Jeg tager vare på, hvad der er i mine børns bedste interesse.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at der ikke er flere weekendmødre. Jeg har kun mødt een eneste, ud over mig selv. For det her virker.

Men så igen, mine valg er ikke rigtige for andre end mig. Jeg kan til gengæld ikke rigtig bruge brugte valg. De tilhører allerede nogle andre.