Og så dømmer jeg jo alligevel selv på udseende

Se godt på denne mand. Se ham dybt i øjnene.

Og fortæl mig så, om du er tryg ved ham.

For jeg er scared shitless. Der er noget ved hans ene øje, der får de små hår i nakken til at rejse sig. Og så hans politiske tilhørsforhold. Og han er borgmester i min by.

Kropsdelstyven - er stumperne mere værd end hele pakken?

For et par år siden rundsendte vi vittigheden om  kropsdelstyven.
Vi grinede højt og længe. For hvor var det fjollet. Man kan jo ikke erstatte en røv med en andens. Men jeg griner ikke rigtigt længere, for vittigheden er udtryk for en tendens, jeg ikke bryder mig om. Vi skal sku være så perfekte, os kvinder, hvis vi skal være blot acceptable. Det tror vi i al fald. Vores teenagepiger køber illusionen og sulter sig. Nogen gange til døde. Vi træner, skrubber, smører, makeupper. Vi får skåret og suget og løftet kropsdele i et væk. Og hvorfor? Er vores mere eller mindre perfekte bryster, læber, ben, numser, mere eller mindre flade maver virkelig mere værd end hele pakken er?

Er vi virkelig som kvinder blevet reduceret til enkeltdele? Har vi så ikke en gang en hel krop mere? Og hvad sker der lige for 'problem-områder'? Jeg er da mere end cottage cheese på lårene og poser under øjnene. Jeg er en økonomisk begavelse, der tilfører min virksomhed værdi ved at tælle vores bønner og kategoriser dem korrekt. 
Hvad sker der lige for, at man vælger at kommentere Hillary Clintons ankler, der angiveligt  er kraftige? Må man ikke godt have det, når man er tres, og i øvrigt en af sin nations største politiske begavelser? Hvad med sideboobs, hvorfor er det nu interessant? Jeg vil da heller opleve, hvad disse skønne amazoner på den røde løber kan, end jeg vil se deres antydning af et bryst. Og hvad med hele pakken og de indre værdier? Er der ikke værre ting, man kan være, end tyk og grim? Ondskabsfuld og overfladisk, for eksempel? Eller dummere end bølgepap i regnvejr?

Skal vi så bare være sure og degradere vores dejlige, vittige, kærlige mænd, der tager sig af os og i det hele taget har vores ryg, til kropsdele, bare for at tage hævn? Har ikke sixpack og stram røv - duer ikke - væk?
Nej, det skal vi ikke. For det er ikke kun mændene, der gør det her. Det er os. Kvinderne. Imens vores kloge veninde, der magter mand, børn og et karrierejob lige vender ryggen til, er der altid en, der lige skal kommentere hendes hår. Eller bukser. Eller trætte, tørre hud. Vi kamp-hader de kloge, taler grimt om dem og os selv, som jo heller ikke kan leve op til de høje standarder, vi sætter. Og så kamp-hader vi os selv. Og for at få det lidt bedre, så fortæller vi lige alle andre, hvor forkert de lever deres liv, hvis de har valgt noget andet, end vi har. Skønne, spildte kræfter. Tænk, hvad vi kunne GØRE, hvis vi brugte energien konstruktivt i stedet.

For sådan virker det jo ikke. Vi er hele kroppe, hele mennesker, hele liv. Alle sammen. Og man opdager det først, når man er blevet voksen, og den værste usikkerhed har lagt sig. Og man opdager, at alle er perfekte, når de har været en tur gennem Photoshop.

Så jeg træner ikke for lækre lår og eliminering af topmaven og mormor-armene. Ikke kun. Jeg træner primært for et langt og sundt liv, hvor min krop er en medspiller, fordi jeg bruger den efter hensigten. Min hele krop er vidunderlig, og kan alt muligt. Og det bedste i den er hjernen.

Medbring gerne enhjørning

I Polensgade må man ikke henstille sin cykel op ad muren til nr. 38.

Anderledes stiller sagen sig, hvis du har taget din enhjørning med...

Upåklagelig immunitet

Aldrig mere halsbetændelse  - drik Froosh!



Vær dog særligt opmærksom ved bestikkelse og besøg hos mindreårige prostituerede.  Mango får dig ikke ud af fængsel.

Billedet har jeg lånt på epn.dk.

Vi

Jeg forundres over, hvordan du og jeg pludselig er vi.

Ham den søde og jeg var i Fakta i går. Den unge mand i kassen havde en samtale med ham den søde. I stedet for 'du' sagde han 'I'. Mig bekendt er ham den søde ikke royal, så der er ingen grund til at omtale ham i tredje person.

Griner stadig lidt.

Bolsjer?

Jeg hørte et gammelt Womack & Womack-nummer i radioen i morges, og kom i tanke om min ungdom. Jeg gik måske i femte eller sjette klasse. Engelsk var ikke min stærkeste side. Nede i Brugsen havde de Werthers Echte. Teadrops. Stor var forvirringen derfor, da Womack & Womack sang om Teadrops in my eyes. 

Jeg leder stadig efter det 'R', der blev væk. 

Der sidder en stor poet hos DMI

 

... og hun grinede og grinede og grinede...