Et lille, lykkeligt pip

Underboen sagde noget tankevækkende idag. Egentlig en selvfølgelighed. Vi snakkede om ingen penge at have, og så sagde han, at det med pengene i virkeligheden heller ikke er vigtigt. Og så læste jeg på Politikens hjemmeside om Lukas Graham, der er ligeglad med en million i forskud på en amerikansk pladekontrakt, bare han har de mennesker han elsker omkring sig.

Så slog det mig. 

Mine privatøkonomiske udfordringer er ligegyldige. Jeg mangler ikke noget, og jeg har de mennesker, jeg holder af tæt på. Mine piger. Ham den søde, til hvem min kærlighed gror hver dag, som en perle, der indhylles i endnu et lag perlemor. Jeg har et godt forhold til min eks, hvilket er en gave. Nogenlunde ordnede familieforhold. 

Jeg er heldig. Jeg lever og kan elske. Og blive elsket igen. Behøver jer så mere?

Kropsdelstyven - er stumperne mere værd end hele pakken?

For et par år siden rundsendte vi vittigheden om  kropsdelstyven.
Vi grinede højt og længe. For hvor var det fjollet. Man kan jo ikke erstatte en røv med en andens. Men jeg griner ikke rigtigt længere, for vittigheden er udtryk for en tendens, jeg ikke bryder mig om. Vi skal sku være så perfekte, os kvinder, hvis vi skal være blot acceptable. Det tror vi i al fald. Vores teenagepiger køber illusionen og sulter sig. Nogen gange til døde. Vi træner, skrubber, smører, makeupper. Vi får skåret og suget og løftet kropsdele i et væk. Og hvorfor? Er vores mere eller mindre perfekte bryster, læber, ben, numser, mere eller mindre flade maver virkelig mere værd end hele pakken er?

Er vi virkelig som kvinder blevet reduceret til enkeltdele? Har vi så ikke en gang en hel krop mere? Og hvad sker der lige for 'problem-områder'? Jeg er da mere end cottage cheese på lårene og poser under øjnene. Jeg er en økonomisk begavelse, der tilfører min virksomhed værdi ved at tælle vores bønner og kategoriser dem korrekt. 
Hvad sker der lige for, at man vælger at kommentere Hillary Clintons ankler, der angiveligt  er kraftige? Må man ikke godt have det, når man er tres, og i øvrigt en af sin nations største politiske begavelser? Hvad med sideboobs, hvorfor er det nu interessant? Jeg vil da heller opleve, hvad disse skønne amazoner på den røde løber kan, end jeg vil se deres antydning af et bryst. Og hvad med hele pakken og de indre værdier? Er der ikke værre ting, man kan være, end tyk og grim? Ondskabsfuld og overfladisk, for eksempel? Eller dummere end bølgepap i regnvejr?

Skal vi så bare være sure og degradere vores dejlige, vittige, kærlige mænd, der tager sig af os og i det hele taget har vores ryg, til kropsdele, bare for at tage hævn? Har ikke sixpack og stram røv - duer ikke - væk?
Nej, det skal vi ikke. For det er ikke kun mændene, der gør det her. Det er os. Kvinderne. Imens vores kloge veninde, der magter mand, børn og et karrierejob lige vender ryggen til, er der altid en, der lige skal kommentere hendes hår. Eller bukser. Eller trætte, tørre hud. Vi kamp-hader de kloge, taler grimt om dem og os selv, som jo heller ikke kan leve op til de høje standarder, vi sætter. Og så kamp-hader vi os selv. Og for at få det lidt bedre, så fortæller vi lige alle andre, hvor forkert de lever deres liv, hvis de har valgt noget andet, end vi har. Skønne, spildte kræfter. Tænk, hvad vi kunne GØRE, hvis vi brugte energien konstruktivt i stedet.

For sådan virker det jo ikke. Vi er hele kroppe, hele mennesker, hele liv. Alle sammen. Og man opdager det først, når man er blevet voksen, og den værste usikkerhed har lagt sig. Og man opdager, at alle er perfekte, når de har været en tur gennem Photoshop.

Så jeg træner ikke for lækre lår og eliminering af topmaven og mormor-armene. Ikke kun. Jeg træner primært for et langt og sundt liv, hvor min krop er en medspiller, fordi jeg bruger den efter hensigten. Min hele krop er vidunderlig, og kan alt muligt. Og det bedste i den er hjernen.

Semi-seriøst

I dag vil TO mænd, hvoraf den ene er rigtig dejlig, og den anden er hans bedste ven, lave mad til mig. Det er forkælelse på et højt plan, og det er også første gang, ham den søde introducerer mig for en af hans venner.

Så selvom det er november, fem grader og småregner, så skinner solen inden i mit hoved. Ikke ulig denne augustdag, hvor det var mine polkaprikker, solen skinnede på.

So going back

Da mit ægteskab til sidst bukkede under, tog jeg en uge til Paris for at hele mit hjertes skrabede knæ. Det virkede. Lige så vidunderlig Paris er, når du er forelsket, så trøstende er den, når du lider af knust hjerte.

Jeg boede på Montmartre, lige i bunden af bakken. Der er lidt skummelt, men rigtig hyggeligt. Ude foran hotellet stod der hver aften en flok nordafrikanske unge mænd og snakkede og røg cigaretter. Og henne på hjørnet lå tre barer med køkken, så hver aften var en fest, hvis det var det, man var til. Jeg ville helst gå lange ture og læse bøger. Og drikke espresso.

Og så er det, jeg læser dette her indlæg om det hood, og nu vil jeg tilbage.

Gid jeg havde råd til flybilletten.

Mother, dearest!

I dag er vi så hos min mor. 
Min mor var kvinden, der først begyndte at stikke til mig, da mit ægteskab begyndte at lakke mod enden, som maleren sagde, da han tabte fernis ned ad ryggen. Min mor stikker ikke til en på en ond måde. Hun er meget omsorgsfuld. Der ligger så utroligt meget kærlighed bag. Så når hun siger, at jeg blev alt for sød, da jeg begyndte at kæreste med min eksmand, når hun tvivler lidt på eksmands omsorgsfuldhed, når sygdommen rammer en, og det gjorde den jo pludselig, så siger hun jo ikke, at man skal noget bestemt. Men man tænker.

Min mor er kvinden, der åbnede sit hjem for mig, da jeg var gået fra min eksmand, og ikke havde noget sted at være med ungerne, når vi skulle have vores weekender sammen.

Min mor er kvinden, der tog mit vasketøj og passede mine børn, da jeg læste HD, og ikke havde tid til noget som helst. Hun evnede det, ingen andre kunne se, at jeg havde brug for. For jeg er ikke nogen superkvinde, og det kan min mor se.

Min mor er min confidante, mit rygstød, min frelsende engel. Hun er lavet af guld, og jeg elsker hende over alt på Jorden.

I dag skal vi være sammen alle seks søskende, både dem fra min fars første ægteskab, og os fire, der voksede op sammen. Naturligvis skal vi være hos min mor. Jeg har pigerne hos mig. Og jeg glæder mig.

Hvorfor er det nu lige, jeg skal sige undskyld?

Undskyld er et godt ord. Undskyld kan måske skaffe dig tilgivelse, hvis du er kommet til at gøre noget virkelig dumt, der har såret nogen. Men det gør ikke det gjorte ugjort, som Lars Løkke også har måttet sande. Og det er bestemt ikke et ord, der skal misbruges.

Nogen gange siger man bare undskyld for at få fred. Men hvorfor egentlig det? Hvis jeg nu ikke har gjort noget galt? Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at sige undskyld til min eks for at være gået. Skulle det være en valid undskyldning, ville jeg jo være nødt til at fortryde først.
Jeg vil heller ikke undskylde, at jeg har valgt på de måder, jeg har.
Jeg vil ikke undskylde for, at jeg har valgt en karriere, der udfordrer mig hver eneste dag.
Jeg vil ikke undskylde for at ligge i top 20% for så vidt angår IQ. Jeg har målt den engang, og hver gang jeg fortæller om det, slutter sætningen med: ... men jeg kan ikke parallel-parkere. Hvorfor siger jeg det? Ja, jeg er ret godt begavet. HUR-fucking-RA! Det gør mig naturligvis ikke bedre end andre mennesker, bare lidt anderledes. Det er lidt ligesom at være rødhåret, ekstraordinært smuk, eller at have skæve tænder. Det er ikke noget jeg skal undskylde for.
Jeg skal heller ikke undskylde, hvis jeg en dag får mange penge. Hvis jeg bliver så heldig, er de ikke kommet flyvende ind af vinduet sammen med en flok stegte perlehøns i skysovs. Jeg kommer til at knokle for dem. Det er ikke fair, hvis jeg så oven i købet skal undskylde.

Men nogen gange er man nødt til at sige undskyld til folk, som er blevet misundelige på en. Og der kan jeg kun beklage.

Børneweekend

Så er det endelig fredag, og jeg skal være sammen med mine børn. Hele weekenden. Jeg glæder mig som en femårig lige før juleaften.

Jeg oplevede så sent som denne morgen, at der er nogen, der ikke ville vælge, at jeg gør. Jeg har selv valgt, at mine børn skal bo hos deres far. Han er blevet i det hus, jeg er flyttet ud af, og der er ingen fornuftig grund til at rykke pigernes liv med skole og venner op med rode. Så derfor er de også blevet i huset. De har det godt. Jeg har det godt, og savner dem meget mindre end jeg frygtede. Min eksmand har det også godt. Huset skal sælges, men min eksmand vil gerne blive ude på landet, hvor de bor. Jeg har villet til byen de sidste 10 år. Nu er jeg her endelig.

Men tilbage til den her uudtalte misbilligelse. Man bliver lige målt med elevatorblikket. Nå..., siger den person, man fortæller om de dejlige børn, man skal være sammen med hele weekenden. Og så siger vedkommende ikke mere, men kigger en ekstra gang, med medlidenhed i øjnene.
Så vågner råbenissen, og den er ond i sulet. Råber ad mig, at jeg er en lortemor, sådan at forlade mine børn. Det er ikke en rar nisse, og den er fuld af løgn.

Der er ingen grund til at have ondt af mig. Jeg har selv valgt det her. Jeg er god til at være mor, når jeg endelig er sammen med mine døtre. Alt er godt. Vi trives. Det er meget bedre, end da jeg boede med pigernes far. Situationen er tryggere nu, hvor den er afklaret. Jeg er lykkedes med at sætte mine behov på bagsædet. Jeg tager vare på, hvad der er i mine børns bedste interesse.

Jeg kan faktisk ikke forstå, at der ikke er flere weekendmødre. Jeg har kun mødt een eneste, ud over mig selv. For det her virker.

Men så igen, mine valg er ikke rigtige for andre end mig. Jeg kan til gengæld ikke rigtig bruge brugte valg. De tilhører allerede nogle andre.