Så er der julefrokost - skål!

En af mine yndlingsting ved bureauet er, at vi sat'me kan holde en fest. De bedste bliver, når man ikke har forventet noget særligt, og egentlig bare skal have et par enkelte og en god, lang snak. Man bliver klogere og klogere i løbet af aftenen. De fester ender gerne med, at man råber og skriger, danser på bordene, og bliver upassende beruset.

Så det er forventningen til aftenen. Jeg har brugt aftenen i går på at lægge tre lag rød, sparkling neglelak. Den er rigtig fin. Jeg glæder mig.

Jeg er nok lidt af en pyntedukke, men hvis jeg overgør det, så tør jeg næsten ikke røre mig af frygt for, at håret pludselig sidder forkert. Så det gør jeg ikke i dag.

Jeg er lidt småfeministisk anlagt. Nogen kan derfor finde det pudsigt, at jeg bruger en hel aften på tre lag neglelak, og trækker i kort kjole og stilletter. Duller mit lange, lyse hår op. Jeg er jo feminist, og bør gå i øko-tøj og hæklede trusser, mens jeg råber ukvemsord efter mænd.

Jeg går ikke i hæklede trusser. Jeg kan godt lide mænd, der er mine ligeværdige, og behandler mig som sådan. Og så kan jeg godt lide at gøre mig umage med mit udseende for min egen skyld. Fordi det føles godt. Og fordi jeg godt kan lide den anerkendelse, der ligger i at blive kigget lidt på. Jeg kan jo bare kigge igen. Vender mig gerne på gaden efter en lækker mand, så jeg kan se, om han også er pæn bag på.

Det er et spil, der findes mellem menneskedyrets han- og hunkøn, og som vi ikke må slå ihjel med misforstået ligestilling.

I aften spiller jeg spillet. Og det bliver fantastisk.

So going back

Da mit ægteskab til sidst bukkede under, tog jeg en uge til Paris for at hele mit hjertes skrabede knæ. Det virkede. Lige så vidunderlig Paris er, når du er forelsket, så trøstende er den, når du lider af knust hjerte.

Jeg boede på Montmartre, lige i bunden af bakken. Der er lidt skummelt, men rigtig hyggeligt. Ude foran hotellet stod der hver aften en flok nordafrikanske unge mænd og snakkede og røg cigaretter. Og henne på hjørnet lå tre barer med køkken, så hver aften var en fest, hvis det var det, man var til. Jeg ville helst gå lange ture og læse bøger. Og drikke espresso.

Og så er det, jeg læser dette her indlæg om det hood, og nu vil jeg tilbage.

Gid jeg havde råd til flybilletten.

Julebryg, gamle hanelefanter og sexisme

I dag er J-dag. Jeg skal ud med en gammel kollega, måske. Sandsynligvis. Sidste år var vi en flok homoseksuelle mænd og undertegnede af sted. Jeg troede, at jeg var fredet som kvinde i det selskab, men nej. Jeg havde mandfolk siddende i kavalergangen hele aftenen. De gad danse. Det var skønt. Jeg følte en bekræftelse, jeg ikke havde fået hjemme i årevis.

I år gør jeg det igen. Der er den, jeg er. Jeg er jo ikke bare erklæret feminist, men også menneske. Og jeg giver Morten Sabroe helt ret i, at man kan komme til at handlingslamme alle de skønne mænd derude, hvis de pludselig ikke må kigge på smukke kvinder.
Heck, jeg kigger på lækre mænd hele tiden. Vender mig efter dem på gaden, hvis jeg ikke lige er sammen med ham den søde, som jo i mine øjne er den ultimative lækre mand. Jeg kan godt lide mænd. Nogen gange mumler jeg for mig selv et lille 'ikke dårligt'.
Og jeg håber sådan, at vi kan finde ud af at give hinanden plads til at leve de ting ud, vi ønsker, og ikke lader noget så latterligt som køn stå i vejen for en drøm, et fedt projekt, selv en forelskelse. Jeg tror på lige muligheder til alle, tykke og smalle, i en virkelighed, hvor kun ens kompetencer og intellekt begrænser en.
Sådan er det ikke helt endnu. Der er for eksempel ikke ligeløn. Nogen steder bliver mand fyret, hvis han vil på barsel. Eller hans kone giver ham ikke lov til at tage en del af barslen. Hvad er nu det for noget fis? Vi skal ikke sætte begrænsninger op for hinanden. Og vi skal blive ved med at kæmpe for vores drømme, selv op ad bakke. Punktum.

Men i aften skal jeg ud og danse dårligt. Og drikke mig fuld. Og man må gerne kigge. Og danse med. Det har jeg tænkt mig. Og give en drink. Men jeg går jo nok alene hjem.