Jeg har jo slet ikke fortalt om julen i Weekendmors familie.
Det har været godt.
Jeg har været en hel masse sammen med mine lækkertøser, der til gengæld har rodet enormt meget i lejligheden. Det må de gerne. Det er rigtig hyggeligt. Jeg havde bare nået at glemme fra da vi boede sammen hver dag, hvor meget sådan et bar lækre samfundsomstyrtere roder. De roder helt utroligt meget.
Men altså. jeg havde jo arvingerne fra 20. december, hvor den store lækkertøs blev 13. Jeg havde taget dagen fri, og tog ud i huset for at lave boller og dejlig chokolade med kager til. Min store pige var allerede kommet hjem, det var jo fredag inden juleferien. Så vi gik i køkkenet sammen, og så et par film, mens vi ventede på at de to andre kom hjem.
Da dejlig chokolade og kager til var indtaget, prøvede vi at få eks'en med ned på min datters yndlingsrestaurant. Ikke fordi jeg var specielt sulten, men fordi det var det, ældstebarnet gerne ville. Der kan være ret meget kinamad i sådan et par pigebørn. Jeg udvikler bare trommesyge. Eks'en ville ikke med, men det var OK hyggeligt alligevel.
I weekenden bagte vi brunkager og gik en tur rundt om mosen med Mormor. Jeg begyndte at savne ham den søde. Lillejuleaften kom og gik, med julefilm og medister med tyk brun sovs. Vi kogte grøden til risalamanden. I løbet af juleaftensdag var planen bare, at vi skulle møde op ude i huset på et tidspunkt.
Juleaften har altid været noget særligt. Nu skulle det så være den første juleaften som en familie, hvor mor og far ikke længere er kærester. På en eller anden måde gjorde det noget hensigtsmæssigt ved forventningsniveauet hos mig. Der var intet pres for, at det skulle være perfekt. Det havde de voksne jo ligesom ødelagt. Men det skulle være en god oplevelse denne første gang, det havde vi givet hinanden håndslag på, inden jeg flyttede ud.
Så vi skulle bare spise sammen, og hygge med at lave mad hele dagen og pynte juletræ. Jeg behøvede ikke at måle min lykke på, om jeg havde pæne børn eller fik den perfekte gave eller havde middagen på bordet kl. seks. Så vi spiste, da maden var færdig, og var så mætte af flæskestegen, at vi var nødt til at holde en pause og danse om juletræet og pakke gaver op, et hidtil uhørt brud på traditionen. Så var der faktisk bedre plads til risalamande og et lille glas bagefter. Og jeg kunne bare gå hjem op over marken til den sidste bus, da klokken var lidt i ti. Opvasken og børneputningen var ikke mit problem. Det havde været hyggeligt, det havde været en menneskelig aften.
Og lige der var jeg parat til at gøre det igen til næste år.
Det gør jeg måske så.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar