fredag den 1. november 2013

Julebryg, gamle hanelefanter og sexisme

I dag er J-dag. Jeg skal ud med en gammel kollega, måske. Sandsynligvis. Sidste år var vi en flok homoseksuelle mænd og undertegnede af sted. Jeg troede, at jeg var fredet som kvinde i det selskab, men nej. Jeg havde mandfolk siddende i kavalergangen hele aftenen. De gad danse. Det var skønt. Jeg følte en bekræftelse, jeg ikke havde fået hjemme i årevis.

I år gør jeg det igen. Der er den, jeg er. Jeg er jo ikke bare erklæret feminist, men også menneske. Og jeg giver Morten Sabroe helt ret i, at man kan komme til at handlingslamme alle de skønne mænd derude, hvis de pludselig ikke må kigge på smukke kvinder.
Heck, jeg kigger på lækre mænd hele tiden. Vender mig efter dem på gaden, hvis jeg ikke lige er sammen med ham den søde, som jo i mine øjne er den ultimative lækre mand. Jeg kan godt lide mænd. Nogen gange mumler jeg for mig selv et lille 'ikke dårligt'.
Og jeg håber sådan, at vi kan finde ud af at give hinanden plads til at leve de ting ud, vi ønsker, og ikke lader noget så latterligt som køn stå i vejen for en drøm, et fedt projekt, selv en forelskelse. Jeg tror på lige muligheder til alle, tykke og smalle, i en virkelighed, hvor kun ens kompetencer og intellekt begrænser en.
Sådan er det ikke helt endnu. Der er for eksempel ikke ligeløn. Nogen steder bliver mand fyret, hvis han vil på barsel. Eller hans kone giver ham ikke lov til at tage en del af barslen. Hvad er nu det for noget fis? Vi skal ikke sætte begrænsninger op for hinanden. Og vi skal blive ved med at kæmpe for vores drømme, selv op ad bakke. Punktum.

Men i aften skal jeg ud og danse dårligt. Og drikke mig fuld. Og man må gerne kigge. Og danse med. Det har jeg tænkt mig. Og give en drink. Men jeg går jo nok alene hjem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar