Karriere på 37 timer?

Jeg har krydset en påstand nogle gange, når jeg har talt med andre kvinder.
Påstanden er, at det er muligt at gøre karriere på en 37 timers arbejdsuge. Det vil jeg gerne vide, hvordan man gør. For de perioder, hvor min karriere har bevæget sig allermest fremad, har jeg prioriteret det, knoklet som et bæst og ikke lavet andet.

Så 37 timers arbejdsuge-typer, hvordan gør I det? Det kan ikke være prioritering i arbejdsopgaver og uddelegering det hele.
Jeg har for eksempel en begrænsning i, hvad der kan uddelegeres. 

Ret til både mor og far

Jeg linker lige til et debatindlæg i Politiken. Debattørerne plæderer for, at vi tager barnets ret til både en mor og en far med i beslutningsgrundlaget ved skilsmisse. Jeg kunne ikke være mere enig.

Man ejer ikke sit barn. Forældrene er bare nogen, der skal sørge for, at de har det godt. De er ansvarlige omsorgsgivere, ikke børneindehavere. Og den opgave løses bedst i fællesskab af mor og far.
Det kan de fleste godt finde ud af.

Og det er vores børns ret.

Basta.

Ja selvfølgelig, jeg er jo vild med dig

Jeg har syndet. Jeg har gjort noget, man aldrig, aldrig skal gøre med sin nye kæreste. Jeg gjorde ham til min eksmand inde i mit hoved. Jeg har gjort min dejlige, nye kærest til en nederen type, der lader mig tage hovedansvaret for alting.
På trods af, at ham den søde faktisk formår at gøre mig lykkelig, hvilket ikke lykkedes for min eks.
På trods af, at jeg aldrig er alene, når bare Jakob er med. I modsætning til mit ægteskab, hvor jeg altid følte mig alene med det hele.
På trods af, at jeg vågner op ved siden af Jakob, og synes jeg har vundet i et meget stort og vigtigt lotteri, hvilket jeg ikke længere kan huske var tilfældet med min eksmand.
På trods af, at der er en ny, stor følelse inden i mig, der gennemsyrer alt, og bliver ved at vokse inden i mig. Det er kærligheden, og jeg håbe, at denne gang bliver det rigtigt.

Så har jeg alligevel forbehold, når det kommer til at bo sammen med Jakob, og måske endda få et barn med ham. For jeg kan godt se, at barnet er et kæmpe ønske hos ham. Og jeg tror, vi ville være gode til at bo sammen. Jeg tror oven i købet, at de her ting godt kunne komme til at gå godt. Rigtig godt. 

Men en del af mig er bare skidebange. For hvad nu, hvis jeg ikke har ændret mig nok, og fucker endnu et forhold op, det sekund, jeg bliver mor til et fælles barn? Jeg har brug for en vis mængde frihed, skal jeg så bare give køb på den til fordel for fem år til i børne-arbejdslejr? Hvad nu, hvis jeg bliver alene med det hele? Det vil jeg ikke. Tør jeg overhovedet tro på for evigt, efter det jeg lige har været igennem? 

Jeg har talt med Jakob om fælles bolig, fælles barn. Han vil være en fantastisk far, det vil være en skam ikke at bruge alle de førsteklasses gener, han slæber rundt på, til noget. Han er generøs, tålmodig og kærlig. Og sjov og klog. Og han har en dejlig familie, der bakker ham op og er skide søde. Jakob ville have min ryg, og de ville have hans. Jeg har hans ryg, det er jo sådan, det virker.

Intet af det her skulle ske imorgen. Det ville få sin tid, og mine piger ville få så meget plads, de ønsker, i det. 

Og alligevel er jeg skræmt fra vid og sans. Men når vi taler om det, bliver jeg bare glad inden i, og vil gerne det hele. Jeg elsker Jakob. 

Efter skilsmisse nr. 1 er der en vis galskab i det her. Så hvis nogen finder min sunde fornuft, må de gerne tilbagelevere den. 

Det bliver dyrt

Jeg troede, at når først beslutningen var taget, ville det blive let.
Jeg troede, at når først jeg var flyttet, ville det blive let.
Jeg troede, at når først samværet med pigerne begyndte at udfolde sig i de aftalte rammer, ville det blive let.

Nogen gange har jeg ret.

Nogen gange tager jeg fejl.

For der er stadig penge og fast ejendom mellem os. Huset skal sættes til salg. Eks'en og jeg har aftalt, at det bliver til påske. Men altså, den eneste, der gør en indsats for, at huset bliver salgsklart, det er mig. De sidste to weekender har jeg puklet med haven, mens eks'en ikke har kunnet finde tiden. Der skulle lige handles ind. Eller gøres rent. Jeg får lov at gøre det hele alene. I søndags gav manden udtryk for, at han synes det var træls, jeg hele tiden kom rendende. Det er intet imod hvad jeg føler i den forbindelse. Jeg synes, det er fucking nederen. Jeg er alene om det praktiske IGEN!! Det var jeg hele tiden, da jeg var gift. Jeg skulle tænke alle tankerne og tage alt ansvaret, og så udførte min eksmand. På noget af det. Måske.
Jeg kunne gå i biografen eller ture rundt om mosen de her dejlige forårsdage, eller jeg kunne ligge i ske med min kæreste. Det eneste lyspunkt er, at i huset er også mine børn, og jeg ser dem, når jeg går og ordner have.
Økonomien omkring huset er endnu en pind til min ligkiste. For hvis vi taber for mange penge på huset, bliver den fælles gæld efter salget uoverskueligt stor. Så kan min eksmand ikke betale. Det vil betyde, at jeg får hele restgælden, og hele tabet på huset. At hæfte fælles for boliggælden er en kælling. Så jeg ser ingen vej ud. Jeg er nødt til at få bragt det hus i salgsklar tilstand. For ellers bliver det mit tab, ikke min eksmands. Det kan jeg overhovedet ikke overskue. Så jeg tager til provinsen hver uge og udfører en dags arbejde, fordi jeg ikke har andet valg.
Og min eksmand er fuldstændig hjælpeløs og uduelig til alt der involverer almindelig praktik og basic økonomi.

Jeg håber virkelig, at det bliver lettere, når huset er solgt.

Måske har jeg ret.

Men jeg tager sikkert fejl.

Glad i låget er man på en børnefredag.

OOOHHHH, jeg skal hente mine lækkertøser lige om lidt. Jeg bliver bare så GLAD!!

Og danser lidt inden i mig selv. Og klapper mig selv på skulderen for endelig at have taget mig sammen til at udfylde skilsmissepapirerne og få gjort en ende på separationen.

Weekendmor er skuffet

Familiens yngste går i specialklasse. Klassen er rettet mod børn med kommunikative vanskeligheder, hvilket min lille pige havde i let grad. Efter hun er startet, er det blevet bedre.
Hun har også andre udfordringer med at holde koncentrationen, og med at blive enormt hidsig og skælde folk hæder og ære fra, hvorefter hun bliver enormt ked af det. Det er ikke sjovt at reagere sådan. Det går også bedre her, men hun er ikke parat til at blive sluset ud i almindelig klasseundervisning. Man har koblet skolepsykologen på hende for at finde ud af, hvad der er på spil, så vi, der er de voksne, kan hjælpe hende.

Vi skulle så have haft svar på skolepsykologens undersøgelser i går. Jeg havde taget fri. To pædagoger og to lærere havde sat en time af til mødet. For vores skattekroner, mind you. Min eks valgte ikke at komme. Jeg kunne ikke få at vide hvad man havde fundet, da der er delt forældremyndighed, og vores datter jo bor hos sin far. Mødet skal gennemføres med eks'en til stede, så jeg har vundet endnu en tur til provinsen på onsdag. Midt i månedsregnskabet. Suuuper, tak for det, lorte-eks.

Hvad værre er, så er en uge meget lang tid, når jeg er bange for, at der skal være noget alvorligt galt med min datter. Hun er mit guld. Og jeg kan ikke få at vide, hvad der er med hende. Skolepsykologen må have fundet et eller andet, og det ikke at vide, om hun har samme muligheder som andre børn, om hun som voksen vil kunne passe et arbejde og få en familie, det er svært at gå at vente på.

Fordi en voksen mand ikke er i stand til at bruge en kalender.

Damn!

Weekendmor holder jul

Jeg har jo slet ikke fortalt om julen i Weekendmors familie.

Det har været godt.

Jeg har været en hel masse sammen med mine lækkertøser, der til gengæld har rodet enormt meget i lejligheden. Det må de gerne. Det er rigtig hyggeligt. Jeg havde bare nået at glemme fra da vi boede sammen hver dag, hvor meget sådan et bar lækre samfundsomstyrtere roder. De roder helt utroligt meget.

Men altså. jeg havde jo arvingerne fra 20. december, hvor den store lækkertøs blev 13. Jeg havde taget dagen fri, og tog ud i huset for at lave boller og dejlig chokolade med kager til. Min store pige var allerede kommet hjem, det var jo fredag inden juleferien. Så vi gik i køkkenet sammen, og så et par film, mens vi ventede på at de to andre kom hjem.
Da dejlig chokolade og kager til var indtaget, prøvede vi at få eks'en med ned på min datters yndlingsrestaurant. Ikke fordi jeg var specielt sulten, men fordi det var det, ældstebarnet gerne ville. Der kan være ret meget kinamad i sådan et par pigebørn. Jeg udvikler bare trommesyge. Eks'en ville ikke med, men det var OK hyggeligt alligevel.

I weekenden bagte vi brunkager og gik en tur rundt om mosen med Mormor. Jeg begyndte at savne ham den søde. Lillejuleaften kom og gik, med julefilm og medister med tyk brun sovs. Vi kogte grøden til risalamanden. I løbet af juleaftensdag var planen bare, at vi skulle møde op ude i huset på et tidspunkt.

Juleaften har altid været noget særligt. Nu skulle det så være den første juleaften som en familie, hvor mor og far ikke længere er kærester. På en eller anden måde gjorde det noget hensigtsmæssigt ved forventningsniveauet hos mig. Der var intet pres for, at det skulle være perfekt. Det havde de voksne jo ligesom ødelagt. Men det skulle være en god oplevelse denne første gang, det havde vi givet hinanden håndslag på, inden jeg flyttede ud.
Så vi skulle bare spise sammen, og hygge med at lave mad hele dagen og pynte juletræ. Jeg behøvede ikke at måle min lykke på, om jeg havde pæne børn eller fik den perfekte gave eller havde middagen på bordet kl. seks. Så vi spiste, da maden var færdig, og var så mætte af flæskestegen, at vi var nødt til at holde en pause og danse om juletræet og pakke gaver op, et hidtil uhørt brud på traditionen. Så var der faktisk bedre plads til risalamande og et lille glas bagefter. Og jeg kunne bare gå hjem op over marken til den sidste bus, da klokken var lidt i ti. Opvasken og børneputningen var ikke mit problem. Det havde været hyggeligt, det havde været en menneskelig aften.

Og lige der var jeg parat til at gøre det igen til næste år.

Det gør jeg måske så.