Jeg har denne her kollega. Der er tale om en mandlig kollega, der nyder ganske megen respekt på kontoret, og som sidder i en lederposition. I dag, da han gik forbi mit skrivebord, fordybet i samtale med en anden kollega, der har været ude at spille med sit band denne weekend, hørte jeg denne løsrevne sætning: '... men der er da ikke nogen gode kællinger, er der?
Kællinger. Jeg fik med det samme store, lilla udslet hele vejen ned af ryggen. Små, arrige skyer stod som dampsøjler ud af mine ører. Men jeg er HÆVET over at råbe efter idioten, at han er et luset, sexistisk møgdyr, der burde slås ned på stedet for almenvældets skyld. Han taler om medmennesker, og rubricerer hele kvindekønnet som nogle, der bare skal knaldes, og så for øvrigt holde deres kæft. Igen.
Ikke så meget på grund af en enkelt, løsrevet bemærkning. Nej da, på grund af efterhånden en del klamme bemærkninger. Om at pigerne i gymnasiet skulle have suttet mere pik, så havde de fået større bryster, for eksempel. Eller måden, han taler ned til både mig og mindst to af mine kvindelige kolleger, mens han er alle fyrenes bedste ven. Han ville sikkert også tale pænt til mig, virksomhedens regnskabschef, hvis jeg bare ikke havde den der produktionsfejl at være født uden en pik.
Jeg kan ikke tage forskelsbehandling. Jeg håber sandelig aldrig, jeg kommer til at behandle nogen som helst så respektløst. Det er bare svært at have en samarbejdsrelation med sådan en neandertaler, der har svært ved at koncentrere sig om noget andet end størrelsen på eget forplantningsorgan i mere end fem minutter. Jeg troede faktisk, at der var tale om en uddøende race af mænd, og verden nu ville blive et bedre sted. Jeg kan godt lide mænd generelt, men sådan en vatpik her, der tydeligvis ikke kan klare konkurrencen, har jeg ikke meget til overs for.
Jeg forbeholder mig ret til min egen mening om manden. Som jeg aldrig vil kunne anbefale til noget som helst, ikke en gang tredjesuppleant til bestyrelsen i børnehaven Mejsekassen, alene på grund af hans menneskesyn.
Hvis vi skal gøre denne her verden til et bedre sted, må vi have nogen til at repræsentere os, der favner noget bredere. Og hvem er så det? Ja, jeg spørger bare. Det er jo snart kommunalvalg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar