Hvorfor egentlig

Ham den søde spurgte mig om noget til morgen. Lige før vi skulle ud af døren, spurgte han mig, hvorfor jeg havde valgt at smide 15 kg og rejse fra mand og børn.

Det er et godt spørgsmål, og det svar, jeg gav, var på ingen måde fyldestgørende.

Jeg gjorde alle de ting, fordi jeg ikke var tilfreds. Jeg var ikke lykkelig nok. Med hensyn til min krop, så sneg alderen sig ind på mig i starten af trediverne. Jeg rundede 100 kg. Jeg blev bange. Jeg så min far, der har type 2 diabetes, få nogle ret klamme skinnebenssår, og så kom risikoen for selv at udvikle sukkersyge ret langt frem i min bevidsthed. 

Et par år tidligere havde den coach, jeg gik hos antydet, at jeg ikke tog ansvar nok for mit liv. Jeg besluttede mig for at bevise for mig selv, at hun tog fejl. Jeg ville af med kiloene. Jeg ville tage mit ansvar på mig.
Så det gjorde jeg. Lagde stilen om, og begyndte at træne. Efter at være kommet ind i en god gænge med lidt let konditionstræning et par gange om ugen startede jeg hos en diætist. Jeg begyndte at tabe mig. Jeg var lykkelig, hver gang der røg en tøjstørrelse. Eller bare 100 gram. Til sidst vejede jeg 90 kg, og tabte mig stadig langsomt, men der var stadig noget, der gnavede. Jeg var ikke rigtig glad nok.

I marts sidste år fik jeg så en blodprop.

Fortsættes...