Børn eller karriere? Nu må du virkelig vælge!

Så er den gal igen, en debattør mener ikke, at børn og karriere passer sammen, hvis man er kvinde. Det står da damen frit for at mene som hun gør, men det er bare ikke en ønskværdig virkelighed at vælge ENTEN børn ELLER karriere. Mænd har haft begge dele hele sidste århundrede. Der var engan, hvor børnene legede på fabriksgulvet eller hjalp til i marken. Så vil jeg aligevel hellere have dem i institution. De fleste mennesker er nødt til at have karrieren for at have råd til børnene. Det er hverken gratis at bo eller gå i Netto, særligt hvis man er enlig og ikke har det store netværk. Og man kommer fra et andet socialt lag end de fleste, hvis man tror, det er muligt at klare sig med et deltidsjob.
Når man henter sine børn to minutter i dårlig samvittighed, handler det i min optik ikke om selvrealisering. Det handler om overlevelse.
De her børn har vel også en far. Han kan fint hente i institution og lave aftensmad.

Jeg tænker bare, prøv lige at forestille jer et samfund, hvor der ikke kom flere børn, fordi folk var nødt til at have fuldtidsjobs. Christ, vi ville få meget små ungdomsårgange.

Karriere på 37 timer?

Jeg har krydset en påstand nogle gange, når jeg har talt med andre kvinder.
Påstanden er, at det er muligt at gøre karriere på en 37 timers arbejdsuge. Det vil jeg gerne vide, hvordan man gør. For de perioder, hvor min karriere har bevæget sig allermest fremad, har jeg prioriteret det, knoklet som et bæst og ikke lavet andet.

Så 37 timers arbejdsuge-typer, hvordan gør I det? Det kan ikke være prioritering i arbejdsopgaver og uddelegering det hele.
Jeg har for eksempel en begrænsning i, hvad der kan uddelegeres. 

Ret til både mor og far

Jeg linker lige til et debatindlæg i Politiken. Debattørerne plæderer for, at vi tager barnets ret til både en mor og en far med i beslutningsgrundlaget ved skilsmisse. Jeg kunne ikke være mere enig.

Man ejer ikke sit barn. Forældrene er bare nogen, der skal sørge for, at de har det godt. De er ansvarlige omsorgsgivere, ikke børneindehavere. Og den opgave løses bedst i fællesskab af mor og far.
Det kan de fleste godt finde ud af.

Og det er vores børns ret.

Basta.

Ja selvfølgelig, jeg er jo vild med dig

Jeg har syndet. Jeg har gjort noget, man aldrig, aldrig skal gøre med sin nye kæreste. Jeg gjorde ham til min eksmand inde i mit hoved. Jeg har gjort min dejlige, nye kærest til en nederen type, der lader mig tage hovedansvaret for alting.
På trods af, at ham den søde faktisk formår at gøre mig lykkelig, hvilket ikke lykkedes for min eks.
På trods af, at jeg aldrig er alene, når bare Jakob er med. I modsætning til mit ægteskab, hvor jeg altid følte mig alene med det hele.
På trods af, at jeg vågner op ved siden af Jakob, og synes jeg har vundet i et meget stort og vigtigt lotteri, hvilket jeg ikke længere kan huske var tilfældet med min eksmand.
På trods af, at der er en ny, stor følelse inden i mig, der gennemsyrer alt, og bliver ved at vokse inden i mig. Det er kærligheden, og jeg håbe, at denne gang bliver det rigtigt.

Så har jeg alligevel forbehold, når det kommer til at bo sammen med Jakob, og måske endda få et barn med ham. For jeg kan godt se, at barnet er et kæmpe ønske hos ham. Og jeg tror, vi ville være gode til at bo sammen. Jeg tror oven i købet, at de her ting godt kunne komme til at gå godt. Rigtig godt. 

Men en del af mig er bare skidebange. For hvad nu, hvis jeg ikke har ændret mig nok, og fucker endnu et forhold op, det sekund, jeg bliver mor til et fælles barn? Jeg har brug for en vis mængde frihed, skal jeg så bare give køb på den til fordel for fem år til i børne-arbejdslejr? Hvad nu, hvis jeg bliver alene med det hele? Det vil jeg ikke. Tør jeg overhovedet tro på for evigt, efter det jeg lige har været igennem? 

Jeg har talt med Jakob om fælles bolig, fælles barn. Han vil være en fantastisk far, det vil være en skam ikke at bruge alle de førsteklasses gener, han slæber rundt på, til noget. Han er generøs, tålmodig og kærlig. Og sjov og klog. Og han har en dejlig familie, der bakker ham op og er skide søde. Jakob ville have min ryg, og de ville have hans. Jeg har hans ryg, det er jo sådan, det virker.

Intet af det her skulle ske imorgen. Det ville få sin tid, og mine piger ville få så meget plads, de ønsker, i det. 

Og alligevel er jeg skræmt fra vid og sans. Men når vi taler om det, bliver jeg bare glad inden i, og vil gerne det hele. Jeg elsker Jakob. 

Efter skilsmisse nr. 1 er der en vis galskab i det her. Så hvis nogen finder min sunde fornuft, må de gerne tilbagelevere den. 

Det bliver dyrt

Jeg troede, at når først beslutningen var taget, ville det blive let.
Jeg troede, at når først jeg var flyttet, ville det blive let.
Jeg troede, at når først samværet med pigerne begyndte at udfolde sig i de aftalte rammer, ville det blive let.

Nogen gange har jeg ret.

Nogen gange tager jeg fejl.

For der er stadig penge og fast ejendom mellem os. Huset skal sættes til salg. Eks'en og jeg har aftalt, at det bliver til påske. Men altså, den eneste, der gør en indsats for, at huset bliver salgsklart, det er mig. De sidste to weekender har jeg puklet med haven, mens eks'en ikke har kunnet finde tiden. Der skulle lige handles ind. Eller gøres rent. Jeg får lov at gøre det hele alene. I søndags gav manden udtryk for, at han synes det var træls, jeg hele tiden kom rendende. Det er intet imod hvad jeg føler i den forbindelse. Jeg synes, det er fucking nederen. Jeg er alene om det praktiske IGEN!! Det var jeg hele tiden, da jeg var gift. Jeg skulle tænke alle tankerne og tage alt ansvaret, og så udførte min eksmand. På noget af det. Måske.
Jeg kunne gå i biografen eller ture rundt om mosen de her dejlige forårsdage, eller jeg kunne ligge i ske med min kæreste. Det eneste lyspunkt er, at i huset er også mine børn, og jeg ser dem, når jeg går og ordner have.
Økonomien omkring huset er endnu en pind til min ligkiste. For hvis vi taber for mange penge på huset, bliver den fælles gæld efter salget uoverskueligt stor. Så kan min eksmand ikke betale. Det vil betyde, at jeg får hele restgælden, og hele tabet på huset. At hæfte fælles for boliggælden er en kælling. Så jeg ser ingen vej ud. Jeg er nødt til at få bragt det hus i salgsklar tilstand. For ellers bliver det mit tab, ikke min eksmands. Det kan jeg overhovedet ikke overskue. Så jeg tager til provinsen hver uge og udfører en dags arbejde, fordi jeg ikke har andet valg.
Og min eksmand er fuldstændig hjælpeløs og uduelig til alt der involverer almindelig praktik og basic økonomi.

Jeg håber virkelig, at det bliver lettere, når huset er solgt.

Måske har jeg ret.

Men jeg tager sikkert fejl.

Glad i låget er man på en børnefredag.

OOOHHHH, jeg skal hente mine lækkertøser lige om lidt. Jeg bliver bare så GLAD!!

Og danser lidt inden i mig selv. Og klapper mig selv på skulderen for endelig at have taget mig sammen til at udfylde skilsmissepapirerne og få gjort en ende på separationen.

Weekendmor er skuffet

Familiens yngste går i specialklasse. Klassen er rettet mod børn med kommunikative vanskeligheder, hvilket min lille pige havde i let grad. Efter hun er startet, er det blevet bedre.
Hun har også andre udfordringer med at holde koncentrationen, og med at blive enormt hidsig og skælde folk hæder og ære fra, hvorefter hun bliver enormt ked af det. Det er ikke sjovt at reagere sådan. Det går også bedre her, men hun er ikke parat til at blive sluset ud i almindelig klasseundervisning. Man har koblet skolepsykologen på hende for at finde ud af, hvad der er på spil, så vi, der er de voksne, kan hjælpe hende.

Vi skulle så have haft svar på skolepsykologens undersøgelser i går. Jeg havde taget fri. To pædagoger og to lærere havde sat en time af til mødet. For vores skattekroner, mind you. Min eks valgte ikke at komme. Jeg kunne ikke få at vide hvad man havde fundet, da der er delt forældremyndighed, og vores datter jo bor hos sin far. Mødet skal gennemføres med eks'en til stede, så jeg har vundet endnu en tur til provinsen på onsdag. Midt i månedsregnskabet. Suuuper, tak for det, lorte-eks.

Hvad værre er, så er en uge meget lang tid, når jeg er bange for, at der skal være noget alvorligt galt med min datter. Hun er mit guld. Og jeg kan ikke få at vide, hvad der er med hende. Skolepsykologen må have fundet et eller andet, og det ikke at vide, om hun har samme muligheder som andre børn, om hun som voksen vil kunne passe et arbejde og få en familie, det er svært at gå at vente på.

Fordi en voksen mand ikke er i stand til at bruge en kalender.

Damn!

Weekendmor holder jul

Jeg har jo slet ikke fortalt om julen i Weekendmors familie.

Det har været godt.

Jeg har været en hel masse sammen med mine lækkertøser, der til gengæld har rodet enormt meget i lejligheden. Det må de gerne. Det er rigtig hyggeligt. Jeg havde bare nået at glemme fra da vi boede sammen hver dag, hvor meget sådan et bar lækre samfundsomstyrtere roder. De roder helt utroligt meget.

Men altså. jeg havde jo arvingerne fra 20. december, hvor den store lækkertøs blev 13. Jeg havde taget dagen fri, og tog ud i huset for at lave boller og dejlig chokolade med kager til. Min store pige var allerede kommet hjem, det var jo fredag inden juleferien. Så vi gik i køkkenet sammen, og så et par film, mens vi ventede på at de to andre kom hjem.
Da dejlig chokolade og kager til var indtaget, prøvede vi at få eks'en med ned på min datters yndlingsrestaurant. Ikke fordi jeg var specielt sulten, men fordi det var det, ældstebarnet gerne ville. Der kan være ret meget kinamad i sådan et par pigebørn. Jeg udvikler bare trommesyge. Eks'en ville ikke med, men det var OK hyggeligt alligevel.

I weekenden bagte vi brunkager og gik en tur rundt om mosen med Mormor. Jeg begyndte at savne ham den søde. Lillejuleaften kom og gik, med julefilm og medister med tyk brun sovs. Vi kogte grøden til risalamanden. I løbet af juleaftensdag var planen bare, at vi skulle møde op ude i huset på et tidspunkt.

Juleaften har altid været noget særligt. Nu skulle det så være den første juleaften som en familie, hvor mor og far ikke længere er kærester. På en eller anden måde gjorde det noget hensigtsmæssigt ved forventningsniveauet hos mig. Der var intet pres for, at det skulle være perfekt. Det havde de voksne jo ligesom ødelagt. Men det skulle være en god oplevelse denne første gang, det havde vi givet hinanden håndslag på, inden jeg flyttede ud.
Så vi skulle bare spise sammen, og hygge med at lave mad hele dagen og pynte juletræ. Jeg behøvede ikke at måle min lykke på, om jeg havde pæne børn eller fik den perfekte gave eller havde middagen på bordet kl. seks. Så vi spiste, da maden var færdig, og var så mætte af flæskestegen, at vi var nødt til at holde en pause og danse om juletræet og pakke gaver op, et hidtil uhørt brud på traditionen. Så var der faktisk bedre plads til risalamande og et lille glas bagefter. Og jeg kunne bare gå hjem op over marken til den sidste bus, da klokken var lidt i ti. Opvasken og børneputningen var ikke mit problem. Det havde været hyggeligt, det havde været en menneskelig aften.

Og lige der var jeg parat til at gøre det igen til næste år.

Det gør jeg måske så.

Et lille, lykkeligt pip

Underboen sagde noget tankevækkende idag. Egentlig en selvfølgelighed. Vi snakkede om ingen penge at have, og så sagde han, at det med pengene i virkeligheden heller ikke er vigtigt. Og så læste jeg på Politikens hjemmeside om Lukas Graham, der er ligeglad med en million i forskud på en amerikansk pladekontrakt, bare han har de mennesker han elsker omkring sig.

Så slog det mig. 

Mine privatøkonomiske udfordringer er ligegyldige. Jeg mangler ikke noget, og jeg har de mennesker, jeg holder af tæt på. Mine piger. Ham den søde, til hvem min kærlighed gror hver dag, som en perle, der indhylles i endnu et lag perlemor. Jeg har et godt forhold til min eks, hvilket er en gave. Nogenlunde ordnede familieforhold. 

Jeg er heldig. Jeg lever og kan elske. Og blive elsket igen. Behøver jer så mere?

Legetøj til alle søde børn

Jeg fik forvildet mig ind i en legetøjsforretning forleden, i panisk søgning efter den perfekte julegave til familiens mindste. Og svingede til den forkerte side.

Så langt øjet rakte var der blåt og grønt. Biler, lego, actionmænd, legetøjssværd og togbaner. Det var tydeligt, at jeg skulle være gået over i den anden side af butikken, hvor alt var yndigt og lyserødt. Og så var det, jeg kom til at tænke på noget, jeg har læst et sted. At der ganske rigtigt findes pige- og drengelegetøj, men grænserne er vide. For hvis der ikke kræves kønsdele for at anvende himstergimsen, kan man ikke tale om pige- eller drengeting. Og hvis der kræves kønsdele til brugen, er der slet ikke tale om legetøj til børn.

Sidste år fik min datter en gang Flexitracks. I år blev det noget med heste. Jeg gider ikke, at industrien skal begrænse min datter i, hvad hun skal lege. Hvis hun begrænses i sin frie leg og fantasi, begrænses hun også i sit tankesæt, og ultimativt i sit valg af livsstil og arbejdsfelt som voksen. Det kan vi ikke være bekendt.

Hvis jeg var rig, skulle hun have Lego Mindstorms. Måske er det overkill til en seksårig, men hun er så kreativ.

Forelskelsen

Jeg er blevet korrekt introduceret for ham den sødes mor. Jeg er blevet en del af et vi igen. Vi besøgte hende i går, og hun er den sødeste dame. Hun er formentlig et sted i tresserne, men man mærkede ikke forskellen i alder mellem os. Ham den sødes mor er lige så skøn som min, hvilket er en meget stor kompliment, for min mor er absolut fucking awesome.

Jeg er til op over begge ører forelsket i ham den søde. Mit hjerte synger hans navn, nu hvor jeg tør lukke det op. De gode dage starter med, at jeg vågner ved siden af ham. Jeg håber på mange, mange flere. 

Jeg tænkte aldrig rigtig, at min plads var hos nogen mand. Jeg troede ikke at det var mig forundt at have den her jublende lærke af et hjerte til at blafre og slå triller i mit bryst af bare lykke. Min plads er hos ham den søde. Jeg beder til, at jeg kan gøre ham lige så lykkelig, som han gør mig.

Jeg lover, at jeg gør mig umage. 

Større tilbagefald for mænd end kvinder i kriminalitet - hvorfor?

Ifølge Politiken begår en mænd, der er løsladt fra fængslet i 2009, meget oftere ny kriminalitet, end kvinder, der er i samme situation. Særligt yngre mennesker risikerer at havne i ny kriminalitet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det er. Er der nogen, vi som samfund ikke har formået at give de færdigheder, der skal til for at klare sig i tilværelsen? Hvad kan vi gøre, så man ikke vælger igen og igen at berige sig på andres bekostning for at opnå et udkomme, eller igen og igen skade andre mennesker?
Er det ikke netop det, der gør den almene dannelse i Folkeskolen så vigtig? Og viser det her ikke netop, at systemet elsker de flittige piger, og sætter de larmende drenge, der ikke kan sidde stille, til side? Her har vi konsekvenserne, malet lige op i fjæset. Der skal også nok være nogle af dem fra samfundets bund, der havner i den triste straffet flere gange-statistik, fordi vi ikke kunne lære dem kompetencer, de kunne leve af. Jeg har ikke statistik, der underbygger dette, men det er min antagelse.

Det lyder godt nok som noget venstrefløjs-ævl, kan du tænke. Det må da være forældrene, der opdrager deres børn til gode samfundsborgere. Det kan ikke være samfundets opgave. Det kan der være noget om, og det fungerer også i de fleste tilfælde. Men hvis det, du lærer hjemme er, at det er OK at stjæle, snyde og opføre dig voldeligt, og offentlige ydelser er en fin levevej, hvad er det så, du kopierer?
Der skal resten af os vise vores værd, og tilbyde den bedst mulige folkeskole som alternativ til underklassens hutlen sig igennem. Det har de måske selv valgt, det har man ret til som menneske. Men det er ikke rentabelt for et samfund, og vi skal tilbyde et alternativ.

Vi skal både som forældre og som samfund tænke grundigt over, hvad vi gerne vil give videre til nye generationer.

Så er der julefrokost - skål!

En af mine yndlingsting ved bureauet er, at vi sat'me kan holde en fest. De bedste bliver, når man ikke har forventet noget særligt, og egentlig bare skal have et par enkelte og en god, lang snak. Man bliver klogere og klogere i løbet af aftenen. De fester ender gerne med, at man råber og skriger, danser på bordene, og bliver upassende beruset.

Så det er forventningen til aftenen. Jeg har brugt aftenen i går på at lægge tre lag rød, sparkling neglelak. Den er rigtig fin. Jeg glæder mig.

Jeg er nok lidt af en pyntedukke, men hvis jeg overgør det, så tør jeg næsten ikke røre mig af frygt for, at håret pludselig sidder forkert. Så det gør jeg ikke i dag.

Jeg er lidt småfeministisk anlagt. Nogen kan derfor finde det pudsigt, at jeg bruger en hel aften på tre lag neglelak, og trækker i kort kjole og stilletter. Duller mit lange, lyse hår op. Jeg er jo feminist, og bør gå i øko-tøj og hæklede trusser, mens jeg råber ukvemsord efter mænd.

Jeg går ikke i hæklede trusser. Jeg kan godt lide mænd, der er mine ligeværdige, og behandler mig som sådan. Og så kan jeg godt lide at gøre mig umage med mit udseende for min egen skyld. Fordi det føles godt. Og fordi jeg godt kan lide den anerkendelse, der ligger i at blive kigget lidt på. Jeg kan jo bare kigge igen. Vender mig gerne på gaden efter en lækker mand, så jeg kan se, om han også er pæn bag på.

Det er et spil, der findes mellem menneskedyrets han- og hunkøn, og som vi ikke må slå ihjel med misforstået ligestilling.

I aften spiller jeg spillet. Og det bliver fantastisk.

Ramt af julehumør

Jeg er alligevel kommet lidt i julestemning, efter jeg fik adventskransen op. Jeg elsker stearinlys. Jeg har tit et par tændt, når jeg er hjemme, sådan bare for hyggens skyld. Og særligt nu, hvor det er mørkt og koldt hele tiden.

Jeg elsker også alle juletræskæderne, der lyser op i decembermørket. Så er det liiige til at holde ud.

Der er en hel masse fine i bunden af denne artikel. Sådan noget SKAL være smagløst. Jo værre, jo bedre.


kilde: http://www.bt.dk/nyheder/laesernes-julelys

Og så dømmer jeg jo alligevel selv på udseende

Se godt på denne mand. Se ham dybt i øjnene.

Og fortæl mig så, om du er tryg ved ham.

For jeg er scared shitless. Der er noget ved hans ene øje, der får de små hår i nakken til at rejse sig. Og så hans politiske tilhørsforhold. Og han er borgmester i min by.

Kropsdelstyven - er stumperne mere værd end hele pakken?

For et par år siden rundsendte vi vittigheden om  kropsdelstyven.
Vi grinede højt og længe. For hvor var det fjollet. Man kan jo ikke erstatte en røv med en andens. Men jeg griner ikke rigtigt længere, for vittigheden er udtryk for en tendens, jeg ikke bryder mig om. Vi skal sku være så perfekte, os kvinder, hvis vi skal være blot acceptable. Det tror vi i al fald. Vores teenagepiger køber illusionen og sulter sig. Nogen gange til døde. Vi træner, skrubber, smører, makeupper. Vi får skåret og suget og løftet kropsdele i et væk. Og hvorfor? Er vores mere eller mindre perfekte bryster, læber, ben, numser, mere eller mindre flade maver virkelig mere værd end hele pakken er?

Er vi virkelig som kvinder blevet reduceret til enkeltdele? Har vi så ikke en gang en hel krop mere? Og hvad sker der lige for 'problem-områder'? Jeg er da mere end cottage cheese på lårene og poser under øjnene. Jeg er en økonomisk begavelse, der tilfører min virksomhed værdi ved at tælle vores bønner og kategoriser dem korrekt. 
Hvad sker der lige for, at man vælger at kommentere Hillary Clintons ankler, der angiveligt  er kraftige? Må man ikke godt have det, når man er tres, og i øvrigt en af sin nations største politiske begavelser? Hvad med sideboobs, hvorfor er det nu interessant? Jeg vil da heller opleve, hvad disse skønne amazoner på den røde løber kan, end jeg vil se deres antydning af et bryst. Og hvad med hele pakken og de indre værdier? Er der ikke værre ting, man kan være, end tyk og grim? Ondskabsfuld og overfladisk, for eksempel? Eller dummere end bølgepap i regnvejr?

Skal vi så bare være sure og degradere vores dejlige, vittige, kærlige mænd, der tager sig af os og i det hele taget har vores ryg, til kropsdele, bare for at tage hævn? Har ikke sixpack og stram røv - duer ikke - væk?
Nej, det skal vi ikke. For det er ikke kun mændene, der gør det her. Det er os. Kvinderne. Imens vores kloge veninde, der magter mand, børn og et karrierejob lige vender ryggen til, er der altid en, der lige skal kommentere hendes hår. Eller bukser. Eller trætte, tørre hud. Vi kamp-hader de kloge, taler grimt om dem og os selv, som jo heller ikke kan leve op til de høje standarder, vi sætter. Og så kamp-hader vi os selv. Og for at få det lidt bedre, så fortæller vi lige alle andre, hvor forkert de lever deres liv, hvis de har valgt noget andet, end vi har. Skønne, spildte kræfter. Tænk, hvad vi kunne GØRE, hvis vi brugte energien konstruktivt i stedet.

For sådan virker det jo ikke. Vi er hele kroppe, hele mennesker, hele liv. Alle sammen. Og man opdager det først, når man er blevet voksen, og den værste usikkerhed har lagt sig. Og man opdager, at alle er perfekte, når de har været en tur gennem Photoshop.

Så jeg træner ikke for lækre lår og eliminering af topmaven og mormor-armene. Ikke kun. Jeg træner primært for et langt og sundt liv, hvor min krop er en medspiller, fordi jeg bruger den efter hensigten. Min hele krop er vidunderlig, og kan alt muligt. Og det bedste i den er hjernen.

Medbring gerne enhjørning

I Polensgade må man ikke henstille sin cykel op ad muren til nr. 38.

Anderledes stiller sagen sig, hvis du har taget din enhjørning med...

Upåklagelig immunitet

Aldrig mere halsbetændelse  - drik Froosh!



Vær dog særligt opmærksom ved bestikkelse og besøg hos mindreårige prostituerede.  Mango får dig ikke ud af fængsel.

Billedet har jeg lånt på epn.dk.

Semi-seriøst

I dag vil TO mænd, hvoraf den ene er rigtig dejlig, og den anden er hans bedste ven, lave mad til mig. Det er forkælelse på et højt plan, og det er også første gang, ham den søde introducerer mig for en af hans venner.

Så selvom det er november, fem grader og småregner, så skinner solen inden i mit hoved. Ikke ulig denne augustdag, hvor det var mine polkaprikker, solen skinnede på.

Radio fucking soft

Nu har jeg forsøgt mig med at høre julemusik i et kvarters tid, og det er smertefuldt. Ikke fordi der er tale om mere elendig julemusik end sædvanligt, men fordi det begynder at gå op for mig, at der bliver ret tomt i den lille lejlighed, når her ikke er nogen lækkertøser at hygge om. 

Øv, hvor er det nederen. 

Jeg elsker ellers jul. Men lige nu har jeg mest lyst til at spole hen over december, og fortsætte afspilningen ti dage inde i januar. Jeg tror lige, jeg lægger mit fokus et andet sted. På to lækkertøser, der skal igennem den første jul, hvor mor og far ikke er sammen. 

For det her handler ikke kun om mig.